Børn

Et hav af kærlighed af Pieter Gaudesaboos

En rørende smuk fortælling om den store svære kærlighed.

Af Tiril Mark Høj

Pingvin har været længe undervejs. Han skal besøge sin ven Bjørn, og det er ikke et hvilket som helst besøg. Pingvin bærer nemlig ikke kun på en lanterne og en kuffert, men også på en stor hemmelighed. At han virkelig godt kan lide Bjørn. Faktisk er han forelsket i ham. 

Da Pingvin endelig når frem til fyrtårnet, hvor Bjørn bor, er han nødt til at tælle til ti, før han banker på. Da Bjørn åbner døren, siger Pingvin, at han er kommet for at fortælle ham noget vigtigt. Men da Pingvin siger til Bjørn, at han er forelsket i ham, slår Bjørn en latter op. Bjørn siger, at ’de jo er helt forskellige’! Hvortil Pingvin siger, at det ved han godt, men alligevel… 

Pingvin vælger alligevel at blive hos Bjørn i et stykke tid, indtil ’hans storm’ har lagt sig, eller det begynder at snurre i Bjørns tæer. Måske sker det aldrig? 

”Kærlighed er noget, man føler indeni, det er som en storm, der rusker i hele ens krop. Man bliver helt søsyg i maven, og det snurrer i tæerne.”

Det er en bog, man bare er nødt til at læse. Den handler om kærlighed, og kærligheden er ligeglad med, at man slet ikke ligner hinanden, eller andre ligegyldigheder. Den kan rumme det hele, og den er uendelig, som titlen også fortæller. Mens de to venner oplever sommeren sammen; betragter solnedgangen på stranden, svømmer og deler drømme og tanker, opdager Bjørn, at kærligheden kan optræde i alle mulige former og på alle mulige måder. 

Pieter Gaudesaboos er belgisk kunstner, og hans illustrationer er fantastiske. De er fyldt med overskud, og han benytter farver og figurer, der indeholder en smule nostalgi. Han anvender collager, og blander alting sammen med en digital verden. Hans fine detaljer gør at hans illustrationer er virkeligt smukke og fascinerende.