De har gjort det igen!
Møgmis – En fatal ferie & En kat i knibe!
Af Tiril Mark Høj
Møgmis skal med familien på ferie. Hverken Møgmis eller Sivert ved hvor de skal hen, men Møgmis har udtænkt masser af kreative måder, hvorpå han kan dræbe Sivert på et eksotiske feriested. Efter en laaang køretur, hvor Sivert og Møgmis skiftevis har drillet Siverts forældre, slåsset og sovet er familien endelig ankommet. Langt inde i en skov! ”Vi tech-faster” siger far! Han siger også, at de ’skal leve af naturens forrådskammer. ”Sanke svampe og fange fisk i floden.” Møgmis hvæser; ”Jeg skal satme sanke dig, hvis ikke du fanger mig en dobbeltpaneret fiskefilet med remo fra Kattegat”. Op fra Møgmis’ kuffert springer med ét vennerne Killer Karen, Mickey Mops og Osemus, og de synes egentlig skovferie ret lyder godt.
Da Siverts mor giver Møgmis halsbånd på, så han ikke drukner i floden, bliver det for meget! Og selvom Møgmis mener, at Sivert har ’forstand som en fodvorte’, er han alligevel glad for, at Sivert giver forældrene skylden for denne tåbelige ferie, i stedet for ham. Nu skal Siverts forældre straffes!
Men da vennerne bliver væk fra Sivert i skoven, og snacksene Killer Karen har smidt som spor, efter at have læst ’Hans og Grete’, er ædt af Mickey Mops, der troede det var ’gå-snacks’, er gode dyr rådne! De ser også mærkelige fodspor! Om natten skal Møgmis sove uden tyngdedyne og uden Sivert. Da de om morgenen kommer til et hyggeligt hus, og døren går op, kan de se hvilke sko, der har sat de mærkelige fodspor. Og pludselig også et par ret behårede ben!
Det geniale makkerpar har gjort det igen! Denne sjette gang har jeg tænkt, at nu kan de ikke overgå sig selv. Men det kan de! Jeg elsker det grove, fantastiske og underforståede i forfatter og illustrators stil! Eks. da Møgmis siger, at ’det er tid’, og Killer-Karen spørger om han endelig har bestilt tid hos psykologen, og Møgmis svarer: ”Pff, der er ni års venteliste på udredning.” Eller da familien Møgmis’ ting skal pakkes, og der både ligger mordredskaber samt bøgerne ’Eventyret om Hans og Grete’ og ’Sivert har kun et liv’. Møgmis’ ondskabsfuldhed da Killer Karen er bange for vandet, fordi hun ikke kan svømme, og Møgmis blot skubber den rædselsslagne hund i vandet, sætter sig på hendes ryg, og siger: ’Hvad mon der er bag os?’. Og det viser sig, at Killer Karen var virkelig god til at svømme! Jeg kan ikke få nok af ’Møgmis’, og ville ønske at jeg havde hele serien stående i alle rum i huset, så jeg kunne gribe et eks., hver gang jeg trængte til at grine.
Tak for f…. til jer begge! For at få gamle damer til at le UOPHØRLIGT. Og til aldrig at efterlade nogen tvivl om, hvilke bøger jeg kaster efter ALLE, der krydser min vej!