En fin, genkendelig og nostalgisk fortælling om at vende hjem.

Historien fortæller om de to brødre Vicente og José og deres yngre søster Carla, der, sammen med deres familier, mødes i familiens sommerhus efter de tre søskende har mistet deres far. Deres hensigt er at sælge huset, men hver gang de skal smide noget ud, overvældes de af minder. De frygter alle tre, at når de siger farvel til fortiden, og dermed mindet om både deres far og mor, giver de også slip på en del af sig selv. 

Romanen har kontinuerlige flashbacks til de tre hovedpersoners barndom, og til farens liv. Den far, der med tavs kærlighed og stor beslutsomhed sammen med sin kone, byggede det store hus på landet, først for at tilbringe somrene der, og derefter for at huset skulle fungere som mødested for børnene og deres familier. Gennem årene har faren fyldt huset med minder, som alle er stille vidner til hans liv. Minderne tegner et stabilt billede af forældrene, og af farens kontinuerlige arbejde med at bygge, reparere og plante. Erindringen findes også i mødet med farens gode ven og nabo Manolo, hvilket får stor betydning for José, der er den første tilbage i huset, og de sammen får sat skik på mandel-, appelsin og oliventræerne i haven.

Huset, der møder de tre søskende et år efter farens død føles støvet og lammet af tiden, som om det venter på, at nogen kommer tilbage, og tager sig af det. Her begynder romanen, og Paco Roca formår virkelig at reflektere over generationsbrud, hukommelseshuller og børns umulige gæld til deres forældre.

”Jo, men jeg ville have elsket, hvis far havde haft et par år mere. Hvis I tænker over det, var det egoistisk at forsøge at holde ham i live. Jeg ved det, I har ret. Han ville ikke have ønsket at leve videre på den måde.”

Den elegance og værdighed, hvormed Paco Roca skriver og tegner, er ganske enkelt forbløffende. Vi rejser ofte tilbage i tiden gennem fortællingen. Nogle husker en varm dag, andre en dag, hvor man sammen med faren vaskede den gamle, men velholdte bil, nogle var med til at bygge en væg eller andet. Det meste er betydningsbærende, og vender tilbage med fuldt kraft. 

Det er svært ikke at blive følelsesladet, mens jeg læser, fordi jeg selv erindrer forskellige situationer fra min egen barndom. Øjeblikke som Paco Roca gengiver med sin magi. Nogle af hans vignetter kunne jeg pille ud, og de kunne udgøre essensen af mit eget forhold til min far. Paco Roca er intens sine motiver. I blikkene og bevægelserne, der i kraft af tavsheden forstærker forståelsen. Heri ligger en del af tegneseriens magi! 

Romanen er fyldt med uforglemmelige passager. Øjeblikke, som vi alle måske har oplevet på et tidspunkt i vores liv, og minder, vi deler med hovedpersonerne. ’Huset’ genopdager fortiden med den hensigt at lade de, der er tilbage, huske dem, der er gået bort. Historien genoplever familieværdier, hjemmets rum og tabte følelser på en og samme tid let, men alligevel følelsesladet måde. 

Det er en bog, der afspejler livet, og fortæller os, at ofte kender vi ikke rigtigt vores forældre, men indser det først, når de er væk. Denne bog indfanger også de enkelte personer, og viser noget om mennesker på godt og ondt; uoverensstemmelser, opofrelse og egoisme. Hvordan vi dedikerer os til det, der appellerer mest til os i livets øjeblikke, mens den husker os på, at ingen liv varer evigt.

Detaljer

Tegneserie
Titel: Huset
Forfatter & Illustrator Paco Roca
Forlag: Zoom
Emneord: tab, erindringer, familie, eftertænksomhed