Fin samling af nogle af de smukke og eftertænksomme fortællinger
I anledningen af 80 året for Tove Janssons første udgivelse af ’De små trolde og den store oversvømmelse’ kan man i denne jubilæumsbog finde otte historier, nyillustrerede og genfortalt med stor respekt for de originale fortællinger af Tove Jansson.
Af Tiril Mark Høj
Bogen indeholder en fin samling af nogle af de smukke og eftertænksomme fortællinger fra Mumiernes forunderlige verden. Bogen indeholder: ’Vejen til Mumidalen’, ’Mumitrolden og den magiske hat’ og ’ Mumitrolden på Hatifnatternes ø’, ’Tofslen og Vifslen kommer til Mumidalen’, ’Mumitrolden og Havorkestret’, ’Mumitrolden og den første sne’, ’Mumitrolden og dragen’ samt ’Mumitrolden og den usynlige gæst’
I ’Vejen til Mumidalen’ er Mumierne blevet hjemløse pga. oversvømmelser, og de begiver sig ind i Storskovens mørke, hvor de møder Snif, der også har mistet sit hjem, og som derfor slår følge med dem i eftersøgningen af Mumifar. Og i Mumidalen er ingen alene ret længe.
I ’Tofslen og Vifslen kommer til Mumidalen’ får Mumierne besøg af de to små væsner, som kun Hemulen kan forstå, og som er rædselsslagne for Murren, der ’komsler om natten’. Det går op for Mumifar, at Murren slet ikke er så farlig, men at der er en særlig grund til, at hun er på udkig efter Tofslen og Vifslen.
I ’Mumitrolden og den usynlige gæst’ står den usynlige pige Ninni en dag udenfor døren til Mumihuset. Ninni er virkelig bange, og derfor er hun blevet usynlig. Heldigvis kender Mumimor til gamle husråd mod usynlighed. Men Ninni ved heller ikke, hvordan man leger, bliver vred ol. Mon Mumimor også har råd mod det?
Både det særlige univers i Mumiverdenen og de sære men elskede figurer, er skabt som spejlinger af elementer og personer i Tove Janssons eget liv. Deraf bla. navnene ’Tofslen’ og ’Vifslen’, som dækkede over hendes eget navn, samt navnet på Vivi, som hun dengang var forelsket i.
”Til sidst kom de til en lille dal, som var smukkere end alt andet. Og dér, midt på en eng, stod et ejendommeligt hus, der i facon mindede om en kakkelovn [...] Alle spurgte hinanden, hvad sådan en smuk dal mon kunne hedde, men det var der ingen, der vidste. Så besluttede de at døbe den Mumidalen.”
Tove Janssons Mumiunivers henvender sig måske mest til voksne. Hendes fortællingers mørke og gribende beskrivelser af ensomhed, kræver i hvert fald formidling fra en voksen.
Kompleksiteten i Tove Janssons eventyrlige verden og den konstante vekslen mellem lys og mørke, tiltrækker mange voksne. Hendes beskrivelser af verden og menneskene i den, er siet gennem et filter af skove, eventyrlige væsner og en vidunderlig barnlig tro på det enkle og gode i verden.
Tove Jansson skabte et tilflugtssted til os alle, når verden ikke er til at holde ud.