Børn

Fascinerende fuglebog af naturentusiast

En helt vidunderlig kærlighedserklæring til de flyvende dyr, der fascinerer os i en grad, så deres aerodynamiske form har dannet grundlaget for adskillige luftfartøjer.

Af Tiril Mark Høj

Ben Hoare fortæller om pelikaner med enorme næb, om grønne påfugle, hvis fjer glitrer, når solen rammer dem, om den tretåede emu, som vejer næsten lige så meget som et mellemstort barn og om mange andre. Den store vandrealbatros bliver sammen med sin partner hele livet, lige som den danske nationalfugl knopsvanen. Hvad vægt angår, overgås albatrossen af sin fjerne slægtning andeskondoren, der lever af døde dyr, og som på én gang kan sluge en mængde kød, der svarer til en mindre hund! Mens vi bevæger os mellem de største af de flyvende fugle, skal man ikke snydes for et nærbillede af harpyens imponerende klør.  

Han fortæller os, at den store fregatfugl puster sin røde hjerteformede hudpose under halsen op, for at tiltrække hunner, den kan desuden sove i luften, men skal holde sig oven vande, da dens fjer ikke er vandtætte, og at dens piratlignende udseende passer godt sammen med, hvordan den jagter andre havfugle, for at stjæle deres fisk. Men nærbilledet af de fantastiske azurblå svømmefødder, som den blåfodede sule har, kan nærmest ikke overgås, hvis man kigger på særlige kendetegn. Det skulle da lige være af den dinosaurlignende kratkalkun fra Australien, perlehønen fra Afrika, eller Hoatzinen fra Sydamerika, kendt som stinkfugl, der som en ko, fordøjer sin bladrige føde vha. bakterier! Og jeg kunne blive ved. Fuglenes verden er enestående -  

I bogen har hver fugl fået en helside med både et fotografi samt en smuk illustration. Der er ikke meget tekst, men der står få grundlæggende og spændende oplysninger om hver fugl. Rundt om i bogen er der desuden forskellige opslag et specifikt emne; eks. æg, fjer, reder, næb mv. Ben Hoare viser os bla. eksempler på forskellige dinosaurer samt de ’tidlige’ fugle, så man tydeligt fornemmer at fugle nedstammer fra dinosaurerne, selvom langtfra alle ligner deres noget vildere forfædre.   

Vidste du at pelikanunger stikker hovedet ind i deres forældres næb for at få en fiskemiddag? Og at albatrossen har fugleverdenens største vingefang på næsten 3,5 m! 

Mængden af information er fin, da bogen er ret tyk, og måske kan tage pusten fra de yngre læsere i sin helhed, men som opslagsværk er den helt perfekt.  

Ben Hoare er britisk forfatter og passioneret ’naturnørd’. Han har skrevet flere bøger og magasiner om sin store kærlighed til naturen. Med en overbevisende og direkte måde at formidle sin viden på, minder han mig om afdøde naturentusiast Steve Irwin, der kæmpede for at få mennesker til at se, hvor vigtige alle levende væsner er. Tak for at skrive så vigtige bøger!