Biografisk bog om maleren Anna Ancher for de mindste
En vidunderlig biografi om en lille pige, hvis forældre troede på hendes talent.
Af Tiril Mark Høj
Anna Ancher blev født i på Brøndums Gæstgivergård Skagen i 1859. En dag ankom en meget særlig gæst til gæstgivergården, nemlig H.C. Andersen! Og siden han besøger netop dem, mener Annas mor, at det må være et tegn fra Gud, om at lille Anna har en kunstners sjæl. Derfor får den kreative Anna, modsat sine søskende, lov til at lege i stedet for at hjælpe til i gæstgiveriet. Ofte sender Annas mor hende dog afsted til det yderste af Skagen, hvor mange af de fattige bor, dem der tager middagslure i det lune sand, for at aflevere noget af familiens aflagte tøj, samt give dem lidt mad.
Brøndums Gæstgivergård får besøg af rigtig mange forskellige mennesker, både fiskere og kunstnere. Både rige og fattige, og kunstnerne interesserer Anna allermest. Familiens hjem er fyldt med malerier, for hvis en kunstner ikke kan betale for sit værelse, får Annas mor et maleri som betaling. Anna vil også være kunstner, og hun maler hele tiden, mens hun vokser op, og lærer om liv og død, som når fiskere hun kender, drukner i efterårs- og vinterstormene. Da hun bliver lidt ældre, ankommer en dag en ung kunster til gæstgiveriet. Han hedder Michael, og han fortæller hende, at der faktisk findes en tegneskole i København, hvor kvinder også kan lære at tegne. Endelig kan hun komme rigtig i gang med sin uddannelse.
Zarah Juul har fortalt den spændende historie om Anna Anchers tidlige år, og med sine fine figurer og spandevis af skønne farver, bragt netop den kunst, Anna elskede, til live. Da gæstgivergården brændte, benytter Zarah Juul s/h tegninger, men hun lader Anna have en sart lyseblå kjole på, og den farve vokser på de næste sider, efterhånden som livet begynder på ny for familien. Herefter kommer der endnu mere fart på farverne, og de nærmest flyver fra Anna og Michael, da de sidder på stranden, og begynder også at omgive Anna, hvor hun går.
Det er så fin en bog, og siger jeg ikke fordi Zarah Juul stjal mit hjerte, da jeg læste ’Imens jeg elsker dig’. Hun har udarbejdet den smukkeste biografi om Skagens datter, og alle bør simpelthen læse den.