Børn

Billedbog med julens bedste ingredienser: Tro, håb og kærlighed

Der findes et gammel folkeeventyr, der fortæller, at Nordlyset stammer fra polarrævene, som har skabt de dansende farver med deres smukke haler. Det er da et smukt udgangspunkt for en billedbog.

Af Tiril Mark Høj

Højt mod nord er sommeren forbi, hvilket betyder, at dagene bliver kortere, og fuglene trækker sydpå mod varmere himmelstrøg. Vi møder Rana, en ung polarræv, der står overfor sin første vinter. Hendes mor har allerede fortalt hende mange historier om den gamle is, Store Bjørn og om hvordan polarrævene kan frembringe Nordlys med deres haler. Rana er meget nysgerrig, og en dag hvor sneen falder blidt, følger hun isbjørnenes spor. De efterlader sig desuden ofte lidt mad. Men Rana skal også selv passe på, at hun ikke selv bliver til nogens måltid!  

Men snart begynder det at blæse op, og Rana kan intet se! Hun er blevet træt og kold, og ruller sig derfor sammen med sin hale som dyne, mens hun forsøger at huske sin elskede mors mange historier. Lige da hun føler, at hun er ved at glemme alting, står der pludselig en fremmed og kigger på hende! 

 

”Selvom du er langt væk: Søg lyset, og følg det. Så finder du vejen hjem.”

 

Historien om ’Rana’ giver kærlig opmærksomhed til de fine små polarræve, der om vinteren kæmper for at overleve i det barske og kolde miljø. Marieke Ten Berge fortæller sit hjertevarme og magiske eventyr om mod, uventet venskab, naturens fænomenale skønhed og dens enorme kræfter, for at vi kan fortælle historien videre i de mørke dage. Til slut i bogen, får vi desuden en fin introduktion til polarræven.

Illustrationerne er helt vidunderlige. Pastelfarverne fra Det kolde Nord kombineret med varme penselstrøg og en vild atmosfære, skaber de smukkeste stemninger.

En varm vinterfortælling, som vi bliver klogere af. Også i hjertet.