Kunne man blot få lov at være gnaven i fred
Gnavne Tim af Suzanne Lang. Illustreret af Max Lang
Af Tiril Mark Høj
Tim Panse (det bedste abenavn) vågner op og er gnaven. Himlen er for blå, solen for skarp og bananerne for søde! Hans ven gorillaen Nikolaj foreslår, at Tim måske bare er gnaven? Men Tim siger, at han ikke er gnaven!
Hver gang de to venner møder et andet dyr, siger Nikolaj til dem, at Tim er gnaven, og da Tim adskillige gange er blevet spurgt, om han nu ikke er gnaven, bliver han sur! Tim har ellers virkelig forsøgt ikke at fremstå gnaven. Han har løftet op i skuldrene, givet øjenbrynene samme tur, smilet et virkelig anstrengt smil, men han kan simpelthen ikke får sig selv til hverken at synge, rulle rundt eller slappe af i græsset med de andre dyr, selvom de alle inviterer ham til at være med. Slutteligt accepterer Nikolaj, at Tim bare har brug for at være gnaven, og mens de sammen sidder på en gren, siger Nikolaj: ”Det er en vidunderlig dag at være gnaven på”. Tim er enig, og har det allerede lidt bedre.
Det er en helt forrygende billedbog, og jeg kan faktisk godt forstå, at Tim ikke har lyst til at deltage i de andre dyrs forslag. Han inviteres til at danse tæt med hulepindsvinet, slangen opfordrer Tim til at ’kramme nogen’ og marabustorken foreslår, at han bør ’spise noget gammelt kød’.
”Nu så Tim endelig glad ud. Men han var stadig ikke glad indeni.”
Det er en utrolig charmerende bog, der forsøger at vise, at det er helt ok, ikke altid at være glad, uden at man kan forklare hvorfor. Følelser kan nemlig forandre sig, særligt hvis man lige kan få lov at være lidt i dem. Historien er sjov, og formår at forklare ret komplicerede følelser på en letforståelig vis. Uden at forsøge at fikse dem.
Illustrationerne er også helt fantastiske, og det er imponerende, præcis hvor nuttet den gnavne abe er. Tims udtryk forandrer sig på hver eneste side, indtil han når et niveau af episk gnavenhed. Illustrationerne bevæger sig mellem en uskyldig tegneserieagtig stil til at være realistiske i måden, som dyrene bevæger sig på. Farverne er klare og stærke, og det samlede udtryk er fyldt med vidunderlig glæde og energi. Jeg elsker Tim!