Bjørn Rasmussen for evigt

”Stefan passede en dreng med muskelsvind i Mårslet, og Brian printede manuskripter ud til skuespillerne på teateret, og Brian lavede kaffebord til læseprøverne på teateret og frugt, og Brian fik gratis tandlægehjælp via sin militærnægtertjeneste, og Stefan snakkede om at søge ind på Landbohøjskolen, og Stefan snakkede om at blive pindsvineforsker, og Brian tænkte mest på pik og digte, hvis man kunne leve af dét.” 

Her har du de to titelkarakterer sort på hvidt, mens de befinder sig i 1990’ernes Aarhus og forsøger at finde hoved og hale i tilværelsen. De halser som sætningerne efter hinanden. Især Brian har svært ved at blive degraderet til en biperson i Stefans liv, efter de to er flyttet hjemmefra – det var meget bedre dengang, de sov sammen i deres køjeseng på et lille værelse på Mariannes rideskole. Marianne er Brians biologiske mor, og så er hun også Stefans plejemor.  

Hestestutteri og hundehus  

Det hele startede der på Brians mors rideskole. Brian har styr på dyrene, for han er opvokset blandt dem. Da Marianne beslutter sig for at tage Stefan ind som plejebarn, må Brian guide ham i hestetilværelsen. Brian og Stefan bliver hurtigt meget mere end brødre for hinanden. De elsker inderligt hver en del af hinanden med hele sindet og hele kroppen. De finder i hinanden en tryghed og deler frustrationen over den måde, andre mennesker stejler over deres homoseksualitet, hvilket særligt i Brian forplanter sig som vrede: 

”Jeg er instrueret i at være duks i en tidlig alder og sørge for at ingen mennesker skal græde, og nu er jeg bare sådan, du kan græde et øje ud, du kan skrige din egen hovedpine, jeg er så færdig med at interagere med dominante regimer, det gælder både privat, mentalt, lokalt og nationalt, jeg lægger mig op hos Stefan i overkøjen og spørger om vi ikke skal købe et hus i Udkantsdanmark.” 

Brian og Stefan er hinandens brødre, hinandens kærester og hinandens elskere – alt i en stor symbiotisk klump. De to udforsker hinanden med barnlige øjne: De (elskovs)leger sammen, de bider hinanden og de slikker på hinanden, kærligt og erotisk. Trods deres glæde ved hinandens velfungerende spejlneuroner, er der dog et punkt, hvor de to drenge ikke taler samme sprog: Stefan vil gerne være en hund, sådan rigtigt – for ham er det ikke længere kun en leg. Stefan vil have hundeindvolde i sig, have halsbånd på og lænkes til et hundehus. Brian holder så meget af Stefan, men han trives ikke i at have en hund som bror: 

”Vov. Vov. Vov. Fuck. Dig. Dit. Røvhul. Fuck. Dig. Din. Hund. Lorte. Bror. Lorte. Mand. Fuck. Din.  Pik. Gå. Væk. Og. Bliv. Væk. For. Helvede. I. Satan. I. Himlen. Du. Er. Så. Dum. Du. Er. Så. Dårlig. Jeg. Hader. Alle. Engle. Alle. Fugle. Er. Nogle. Svin. Jeg. Hader. Gud. Jeg. Hader. Dine. Møbler. Fuck. Din. Sjæl. Vov. Vov. Pik. Røv. Fuck. Dig. I. Hjertet.” 

Uparfumeret sårbarhed 

Det er en helt bestemt sindsstemning, jeg indtræder i, når jeg læser Bjørn Rasmussens værker. Det er uparfumeret sårbarhed blandet med galoperende sprogbeherskelse i et gnidningsfrit flow. Det er forfriskende, hvis man stadig må kalde Rasmussen det?:  

”Jeg var bøsse før jeg kunne gå. Da jeg lærte at svømme, svøbte jeg en dag en vandmand rundt om min diller fordi jeg havde lyst. Min onkel var kaptajn i Kerteminde. Og så skreg jeg. Og så kom min moster og undersøgte.”  

Jeg elsker den måde, Rasmussen får sine jegfortællere til at henvende sig direkte til mig i en strøm af ord. Også dette fungerer, selvom Brian, der er jegfortæller i denne roman, godt kan lide at omtale sig selv i tredje person. Selv dét er jo en fortælleteknisk genistreg, der bidrager til Brians både selviscenesættende og sarte storytelling. Som når Brian fortæller: ”Vi slog hinanden, så andre ikke skulle slå os. Vi skal nok gøre det selv, bare rolig.” Historien, der bliver fortalt, er alt andet end rolig. I stedet rider den afsted på en bølge af kærlighed, vrede og begær.  

Bøsseroman 

Rasmussen har givet sin roman undertitlen ”Bøsseroman”, hvilket jeg egentlig finder ganske passende. Det er en roman, der indeholder de store tematikker: forelskelsen, sorgen, ungdommen og ikke mindst homofobien. Det er også en roman, der indeholder urin, køjesenge og samlejer. Bjørn Rasmussen kan noget, få andre kan. Og hver gang er det en tiltrængt udvidelse og disruption af den danske romangenre.