Hemmeligheden i Helmersværk og Melankoliens øverste gren

Hemmeligheden i Helmersværk af Eva Frantz med illustrationer af Elin Sandström 

Den smukkeste julekalenderbog i 24 kapitler, som har sat dybe spor.   

Historien handler om 12-årige Flora, der bor sammen med sin forfattermor. De står over for deres første jul alene, siden Floras far døde, og for at komme lidt væk fra hverdagen, beslutter Floras mor, at det vil gøre dem begge godt at tage en måned væk i december, så de rejser til herregården Helmersværk, hvor de skal bo i portnerhuset. Flora er i begyndelsen ikke særlig begejstret, men da hun kommer i tanke om hendes klassekammerater, de frygtelige ’hestepiger’, der behandler hende rigtig modbydeligt, er det faktisk helt fint at skulle væk. Da de ankommer til den gamle, forladte herregård, forelsker Flora sig lige på stedet. I det tidligere vaskehus bor den gamle mand Fridolf, som virker lidt reserveret, men som både Flora og hendes mor kommer til at synes virkelig godt om. Flora er virkelig fascineret af Helmersværk, og føler en særlig forbindelse til stedet. Da hun en dag møder den mystiske dreng Egon, beslutter hun sig for at finde ud af alt, hun kan om herregården, der dog virker til at holde på sine hemmeligheder. Flora opdager, at der knytter sig mange mysterier til stedet, og hun er nødt til at løse dem alle, før nogen river det smukke faldefærdige sted ned, for at bygge et hotel! Mens Flora udforsker herregårdens område, finder hun hen ad vejen forskellige dele til et krybbespil, hun hører mærkelige, hviskende stemmer og hun ser et mystisk hvidt egern i parken.  

Historien kan læses som en helt vidunderlig julekalenderbog, med et strejf af gys, men fungerer lige så fint som skøn højtlæsning udenfor juletiden, selvom rammen emmer af jul, med sne, små julefigurer og de helt særlige gamle julekugler. Vi præsenteres for en spændende familiehistorie med masser af intriger, foruden en slags spøgelsesagtige tidsrejser og en sand historiske tragedie. Jeg blev suget direkte ind i fortællingen, og ligesom Flora fik jeg virkelig lyst til at gå på opdagelse på godset!

Romanen er virkelig velskrevet og atmosfærisk, og hvert kapitel indledes med en smuk helsidesillustration, der sætter stemningen. Og sikke en forside! Fortællingen er en blanding af en rigtig herregårdsthriller, en socialrealistisk roman om at være teenager og udenfor, samt en kærlig, varm og rørende roman om at finde hjem. Flora er både handlekraftig og modig, mens hun samtidig møder verden med et åbent og nysgerrigt sind. 

En fantastisk roman!

Melankoliens øverste gren af J.L. Badal

”Dette er historien om en tunge uden mund, en gås, der ligner døden, og et barn uden hjerte. Om en dreng med et horn i panden, en forladt station og en bog med ubeskrevne sider.”

En fortælling, som på den ene side er udtryk for den dybeste sorg, og på den anden side er et poetisk eventyr, spundet sammen af mange historier der alle lever på melankoliens øverste gren. Hovedpersonen er Lilith med ’flammefarvet hår, stridt og vildt som brændende kastanjetræ’. Vi møder også hendes far, lillesøster Enki med det glatte, sorte hår og de blå øjne, fulde af vand, bedstemor Gaia, Knarf med topmejsen, forfatteren Blada, Hölderlin, der som spæd fik daglige bade i gedemælk og kvark (senere udvidet med kakao, ferskenmarmelade med peber, jordbær, citroncreme, kiksekrummer og lidt kanel), gåsen, Virginia Woolfs bog med ubeskrevne sider, og ikke mindst den lille gris Perotin samt både monstre, enhjørninger og en fløjlsfisk. Det er vinden, der fortæller historien, og vi skal sådan lytte efter. For Lilith skal rejse ud for at frelse sin far og Enki fra melankolien, og på turen skal hun lære sig selv at kende i mødet med andre. Hvilket bla. betyder, at hun skal lære at se gennem sine følelser. 

”Melankoliens gamle hus har en meget stor indgang, men en meget lille udgang, som det kun lykkes få at finde.”

En atmosfærisk roman, der indeholder snoet mystik, men som udfolder sandheder. Fortællingen er en coming-of-age roman om en pige, der både bliver til en gris, en gås, en enhjørning, en dreng, og så en pige igen. Den kan også læses som en kærlighedserklæring til litteraturen, fyldt med humor og smerte. 

Historien rummer fantastiske akvareller af Zuzanna Celej, der fortjener meget omtale. De er så meget smukkere, end jeg kan forklare her. Lige så sælsomme og subtile som fortællingen.

”En pige som en rød flamme, ridende på en leende eventyrlysten gris. Findes der noget smukkere?”

Tilbage sidder jeg på én gang vidunderlig forløst og vidunderlig uforløst, for historien lader det være op til læseren selv at udfylde de mange huller i den blødt vævede fortælling. Jeg blev suget ind fra første side, og bevægede mig forsigtigt gennem historien, beruset af dens potentiale og skønhed. Det er ikke en roman, der villigt lader sig genfortælle. Måske fordi dens største styrke ligger dens i helhed.