På den ultimative mission i Minecraft
Rejs med Tyler og hans venner mod End, hvor de i den ultimative udfordring sætter sig for at besejre Ender-dragen. Første bog i serien byder på kamp, venskab og sammenhold for læsere, som er bekendte med Minecrafts spilunivers.
Af Sofie Amalie Sonnichsen
Tylers familie flytter til en ny by, langt væk fra hans bedste venner. Heldigvis kan de stadig mødes inde i spillet Minecraft, hvor de hygger, bygger og planlægger nye udfordringer sammen i deres base Hibiscushuset.
Vennerne planlægger den første udfordring, de skal på, siden Tyler flyttede. Sammen har de sat sig for at besejre en Wither. Der er fuldt drøn på Tyler og slænget for at få færdigbygget arenaen i basen samt at samle de resterende ressourcer for, at de kan påkalde monsteret. Endelig oprinder dagen, hvor de har samlet ressourcerne, men desværre kommer de til at påkalde Witheren før Tyler når at logge ind i spillet. Udkørte og med en ufærdig arena tager de alligevel kampen op. Tyler når lige at logge på i sidste øjeblik og sikrer dem sejren over Witheren. Han føler sig dog betydeligt såret, da det var noget de havde planer om at klare sammen. Evan formår at gøre ham glad igen og får rettet op på uheldet ved at lade Tyler være den udvalgte til at placere den sidste del til basens signallys, som de opnåede ved at besejre monsteret.
Med en nogenlunde vellykket udfordring overstået beslutter de sig for deres næste udfordring i Minecraft. Den ultimative mission. Denne indebærer en lang rejse ind i spillet i søgen efter indgangen til selveste End, hvor Ender-dragen findes. Hvis vennerne formår at komme til End, vil de være de første på serveren som har lykkedes med dette mål. Tyler og vennerne forbereder sig til rejsen og tager afsted – for at besejre selveste Ender-dragen!
”Måske burde vi vente med rygklapperiet, indtil vi er i sikkerhed hjemme i basen”
Den første bog i serien er spændende og indbydende for Minecraft-begejstrede børn, da den er fyldt med genkendelige elementer fra spiluniverset. Fokusset er her i første bog på Tyler og det svære ved at flytte langt væk fra sine fra venner. Sammen med vennerne i Minecraft finder han styrken og modet gennem sine kampfærdigheder, som meget fint leder til, at han møder nogle elever fra den nye skole som også interesserer sig for Minecraft.
Der er planlagt tre bøger i serien, hvor mit håber er at lære Tylers venner bedre at kende. Deres forskelligheder er tydeligt at mærke, men samtidigt kan de samles om deres fælles interesse for spillet. Tegneseriens handling berører ganske kort den første forelskelse i slutningen, da vennegruppens dynamiske duo, Grace og Candace, indser at de måske er lidt mere end bare veninder. Fortællingens overordnede fokus er dog på Tylers situation og i allerhøjeste grad på vennegruppens oplevelser i Minecraft, hvor sammenhold er uundværligt når der skal bekæmpes monstre.
Tegneserien appellerer specielt til børn i alderen 8-12 år som er bekendte med og mest af alt begejstrede for Minecraft som spilunivers. Tegneseriens illustrationer er flot farvelagt og bidrager til den indbydende læseoplevelse. Fokus ligger på vennegruppens oplevelser med spillet og det kræver et kendskab hos læseren om monstre og andre logikker der er unikke for Minecraft. I nogle tilfælde indgår spillets logikker mere som inspirationsramme og afviger derfor lidt fra, hvordan det reelt set ville fungere rent praktisk i spillet. Bortset fra dette er det et udmærket mix af gaming, venskab og sammenhold, som for mange vil være relaterbart.
Detaljer:
Titel: Minecraft: Bind 1
Forfatter og illustrator: Sfé R. Monster og Sarah Graley
Forlag: Cobolt
Emneord: venskab, samarbejde, gaming, computerspil, skolen, monstre