Kærlighed og helte
Jette anbefaler en vidunderlig og melankolsk billedbog og en bog om forskellige typer af helte fra hele verden.
Af Tiril Mark Høj
De største helte
Hvad betyder det egentlig at være en helt? Det kommer bogen her med bud på, samtidig med at den også kommer med utallige eksempler på forskellige typer af helte fra hele verden.
Nogle helte vokser til legender, historierne om dem spredes fra mund til mund, og ender derefter ofte med at blive nedskrevet. Helte kan både være modige, intelligente eller gode, men de behøver ikke besidde alle de forskellige karaktertræk, der definerer ’en typisk helt’.
Helte kan være store herskere; eks. Romulus, Roms grundlægger, Narmer, den første farao i Egypten, Hiawatha, den blide fredsstifter mellem de indfødte nationer i USA, den mystiske sagnkonge Arthur, eller frygtløse Medb, en keltisk dronning.
Andre helte var store krigere; Beowulf, der dræbte udyret Grendel, Mulan, der klædte sig som en mand, for at drage i krig, krigeren Bellerofon, som red på sin bevingede hest Pegasus, valkyrien Brynhild eller Sigurd Dragedræber.
Heltene kunne også være dristige eventyrer, der rejste ud i verden. Som Odysseus, hvalrytteren Paikea, ridderen Perceval eller Sinbad. Til denne kategori hører også de romantiske helte. Andre helte var folkets forkæmpere, der satte livet på spil, for at forsvare deres nation. Tænk bare på Robin Hood. Og der var også dem, der havde dyr som allierede.
Helte kan både være magikere og tricksters. Som den fortryllende troldkvinde Medea, tudserytteren Jiraiya, Aladdin, eller prinsesse Hildr, de faldnes frelser. Og disse helte udgør kun en brøkdel af de mere end 100 helte i denne bog.
Bogen er et festfyrværkeri af forskellige karakterer og fremmedartede væsner. Man møder heri en blanding af detaljerede fotografier, kulturelt autentiske billeder, kunstværker og fortællinger fra kulturer over hele verden. Bogen hylder tidløs heltemod, overlegen styrke, intelligens og selvopofrelse, og bringer verdens myter, legender og folklore til live.
Nogle helte er nærmest født til deres gerning, andre finder modet i mødet med overnaturlige monstre eller kamplystne rivaler, men de fleste drager afsted på episke missioner for at søge visdom. Og i denne bog mødes de alle.
Hr. Kat og den lille pige af Wang Yuwei
Alle har brug for kærlighed.
Vinteren er kommet, og kunstneren Hr. Kat går ud og betragter efterårets mange blade på jorden, og ser midt imellem i de gule, røde og brune farver et grønt blad, hvorunder der ligger en lille bitte pige. Hr. Kat tager hende med hjem, så hun kan få varmen, og dagen efter, hvor han for første gang i sit liv, har ristet brød til nogen, forsøger han alligevel at male lidt. Men den lille pige både hænger i hans hale, træder i malingen og vælter blomsterne. Til slut begynder hun at græde. Han er slet ikke vant til, at der er en lille pige i hans atelier!
Hr. Kat tager hende med udenfor i sneen, og han ser at de steder, hvor pigen træder, dukker der gule blomster frem. Hjemme igen kan han se, at den plante, som væltede ned over pigens fod, NU er begyndt at vokse! Han giver sig til at læse i en plantebog, for at finde ud af, om der findes magiske planter. I stedet finder han et billede af pigen i bogen, med teksten ”Født i den første sne. Kan påvirke planters vækst! Levetid: én vinter. Med ét bliver han trist, men får også lyst til at male, bage og læse sammen med den lille pige, for han ved at foråret er på vej…
Hr. Kat er en rigtig kunstnerkat, der tager sig selv meget alvorligt, indtil den lille legende pige, forstyrrer hans rolige liv. Han finder snart ud af, hvad kærlighed er, og hvor uendelig ubarmhjertigt det er, at miste nogen man elsker. Det er en historie om. at livet er forgængeligt i traditionel forstand, men at håbet ikke kan dø, og ej heller kærligheden.
Måske er de to karakterer i virkeligheden en slags ’omvendt’ ejer/kæledyrsforhold, hvor Hr. Kat skal forestille et menneske. Eller det kan være at typen af karakterer er underordnet, fordi kærligheden er vigtigere end noget andet.
Illustrationerne er intet mindre end magiske. Vinterlandskaberne er vidunderlige, i samme nuancer som Hr. Kat, både smukke og afbalancerede, hvorimod den lille piges farver er forår og ren gul glæde. Da den lille pige er forsvundet, ser man Hr. Kat vande sin efterhånden store plante, med en strålende gul kande, lige så farvestrålende som pigens kjole. Alting heri er simpelthen så smukt og nøje afstemt, at det samlede indtryk af denne fine billedbog, gør den til et helt lille kunstværk.