Børn

Lille kunsthistorie - for børn og barnlige sjæle af Peter Michael Hornung

Er kunst en alvorlig affære, som både stiller krav til kunstner og beskuer, eller er kunst umiddelbart og henvendt til alle?

Af Tiril Mark Høj

Som med litteraturen afspejler kunsten også samfundet. Hvad der kom først, er nok den samme gamle snak om ’hønen og ægget’. 

Peter Michael Hornung indleder sin bog med at præsentere os for den genkendelige lille figur, vores guide, som vi møder gennem bogen. Figuren skaber orden, mens den samtidig helt konkret er med til at vise udviklingen i kunsten gennem tusindvis af år. Derefter følger ’Kunstens tidslinje’, som giver et overordnet blik på kunsten, fra urtiden og frem til nu. Forfatteren fortæller om forskellige former for kunst samt retninger indenfor kunsten, der hører hjemme under de enkelte perioder, som han igen kortfattet har opdelt i mindre epoker. Man kan læse om hulemalerier, der stammer helt tilbage til 10.000- 15.000 år før vores tidsregning. Mon de vidste at deres malerier engang ville blive betegnet som ’kunst’? Nok ikke, siden begrebet ikke eksisterede. 

Vi møder bl.a. genfødslen under renæssancen, de store følelser under romantikken, genkendeligheden i impressionismen, den abstrakte kunst, der ikke forestillede noget bestemt, surrealismen, hvor drømmene og mareridtet fik ’frit løb’ mv. 

Udover forskellige kunstretninger byder bogen også på omtaler af adskillige kunstnere, hvor forfatteren har udarbejdet smukke, enkle tegninger af et maleri eller en skulptur, der kendetegner enten kunstretningen eller kunstneren. 

Kunsthistoriker Peter Michael Hornung har virkelig begået en forrygende bog. Hvilket fjerde oplag jo også er et tydeligt bevis på. Ikke kun er bogen informativ på den spændende måde, den er også særdeles humoristisk udført. Det skyldes ikke kun den lille runde guide, som vi har fornøjelsen af bogen igennem, men pga. forfatterens viden kan han trække paralleller mellem epoker, retninger og kunstnere, hvilket giver masser af ekstrapoint til læseoplevelsen. 

Bogen er både en læsevenlig, overskuelig og virkelig herlig oplevelse.