John Kenn Mortensen kan simpelthen både gøre mig både klaustrofobisk og skrækslagen!
Mareridtsfabrikken og andre rædsler af John Kenn Mortensen
Af Jette Holmgaard Greibe
Bogen indledes med otte sider, der hører sammen, og som er overvejende sorte. Vi ser en udtryksløs dreng med en tromme foran sig og et tællelys på hovedet. Bag ham står en langnæset mand med en slags skydevåben løftet. De står udenfor en hoveddør til et hus uden at røre sig. Hele huset henligger i mørke. Efterhånden som man bladrer, kan man ane noget stort bag dem. Det viser sig at være en kæmpe med blottede tænder, og tomme øjne, der bukker sig ind gennem døren, og snart kommer ud med et sovende barn på ryggen, der stadig ligger i sin seng. Således indledes ’Mareridtsfabrikken og andre rædsler’.
Næste side viser et optog med forskellige klovne, den ene mere skræmmende end den anden, og en anden side viser et mørke med et gardin; ”I min fætters have er der et træ, og i det er der en hule. I hulen er det et gardin, og på det gardin er der en bule”. Man kan kun gisne om, hvilket uhyre denne bule gemmer på!
John Kenn Mortensen nøjes ikke med at insinuere, selvom det i sig selv er skræmmende nok. Nogle af hans vers er også temmelig direkte; ”På min nabos tørrestativer er der tøjklemmer, blodplettet vasketøj og afskårne lemmer”.
Bogen slutter, da indledningsscenen fortsætter i et luciaoptog, hvor kæmpen bærer barnet i sengen til sin grav, hvor det nu begraves levende!
”Mine fødder er så kolde, alt omkring mig er gammelt og slidt, jeg er faret vild på den fabrik, der laver verdens værste mareridt”.
Inspirationen er hentet fra forskellige gyserfilm, en gammel børnesang (som aldrig er blevet sig selv igen efter filmen ’Nattevagten’), fra de flestes skræk; edderkopper, skrækken for at noget kravler op fra toilettet, eller blive begravet levende, men også fra nogle af de frygtelige og onde ting, der sker i verden! Det sovende barn i sengen har været med på tur gennem mareridtsfabrikken, hvor ting man ikke engang kan holde ud at forestille sig, foregår.
John Kenn Mortensens monstre skal man ikke lukke ind, men når man sover, er paraderne nede og det eller de uhyggelige kan uden besvær kravle ind i vores bevidsthed. Her kan vi bekæmpe dem i vågen tilstand, og holde skyggerne nede, men i søvnen kommer de til overfladen, hvor de kan overtage vores drømme, så vi nærmest ikke tør sove. Og det er netop dette som John Kenn Mortensen er mesterlig til at vise os. Hans små vers i bogen er også virkelig skræmmende, og understøtter hans horrorillustrationer. Når først man har stiftet bekendtskab med John Kenn Mortensen, glemmer man det aldrig.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Mareridtsfabrikken og andre rædsler
Forfatter & Illustrator: John Kenn Mortensen
Forlag: Fahrenheit
Emneord: mareridt, gys, horror, monstre