Skøn og hjertevarm billedbog om at være sig selv

Frosty på rideskolen af Angelica Öhrn & Maria Källström

Af Tiril Mark Høj

Sille elsker at komme hestestalden i weekenderne sammen med sin far. Storesøster Ellen er også med. Sille elsker også Frosty, hendes kæphest. Den må komme med i børnehave, i biografen og når familien er ude at handle. Sille lader denne dag Frosty møde hestene i stalden, men hun kan ikke forstå, hvorfor Ellen ikke vil prøve en tur på Frosty? Ellen svarer, ’at hun kun rider på ’rigtige heste’! 

Da Sille igen efter Ellens ridetime tilbyder hende en tur på Frosty, bliver Ellen ret irriteret og siger, ’at Frosty bare er en fjollet kæphest, som hun aldrig vil ride på!’ Sille bliver så ked af Ellens afvisning, at hun sætter sig på en bænk, og begynder at græde med Frosty i armene. Kort efter kommer tre små ryttere gående hen til hende. De roser allesammen Frosty, og spørger Sille, om ikke hende og Frosty har lyst til at være med til at springe sammen med dem og deres kæpheste. Det vil Sille rigtig gerne! Men hvad mon Ellen siger til det?

Historien er så skøn, og illustrationerne er slet ikke til at stå for. Angelica Öhrn har tidligere skrevet bøger om både heste og kæpheste, sidstnævnte afholder hun desuden workshops med. Jeg elsker det!

Maria Källström er en vidunderlig illustrator, der er eminent til at få sine karakterer til at vise, hvad de føler, gennem brug af nærmest umærkelige ændringer; eks. Ellens sammenknebne øjne, og Silles store smil, der forstærkes af hendes to små fortænder. Særligt fin er tegningen af den grædende Sille med en ’lige-så-ked-af-det’ Frosty i armene på bænken. Detaljerne er virkelig gennemtænkte med små spring lavet af kasser, dæk mv., og strigler allevegne. Hestelivet er herligt!