Film der ikke vises nogen steder af Yorick Goldewijk
En absolut fortryllende og magisk fortælling om at være anderledes, på charmerende Pippi Langstrømpe-manér, om at savne sin mor, sin fraværende far samt om at kunne genkende kærlighed.
Af Tiril Mark Høj
Cato er en 12-årig pige, der bor sammen med sin far og sin enorme hvide belgiske kæmpekanin, Beggar So. Hendes mor døde i det sekund, at hun fødte Cato, og siden hendes død er Catos far forvundet længere og længere ind i sig selv, og er nærmest slukket. Hver dag kommer Cornelia og laver mad til dem, og gør i huset. Cornelia skælder ud på Cato, fordi hun efterlader sit værelse med muggen mad allevegne, går uden at fortælle hvorhen, og svarer snakker grimt til hende. Derfor sørger Cato altid for at komme ud af huset, når Cornelia dukker op. ”Det var den første søndag i efterårsferien. Lørdagstravlheden var overstået, og der hang en usædvanlig stilhed i luften, som om himlen var så stor, at al lyden forsvandt op i den.”
En dag finder Cato et visitkort på sin fars klaver med teksten, ”Fru Kanos Biograf. Film, der ikke vises nogen steder, men som du altid gerne har villet se". Nu bliver Cato virkelig nysgerrig. Hun tager hen til den gamle forladte biograf, hvor hun straks bliver ansat af den mystiske fru Kano som midlertidig hjælper. Cato finder hurtigt ud af, at biografen rent faktisk viser film, som man ikke kan se andre steder. Her kan man se film fra fortiden, og man kan være medrejsende i filmene, som er fyldt med minder. Og hvor man kan møde både levende og døde.
Yorick Goldewijk kender sin målgruppe. På særdeles relaterbar, tilgængelig vis maler han en verden, der både er realistisk, men som på samme tid også har en magisk dør. Han har skrevet en historie, man ikke kan læse uden at blive berørt. ’Stemmen’ og kærligheden i historien minder mig om den vidunderlige roman ’Radio Popov’, hvor forfatteren som her har tillid til barnets evner, til selv at kunne løse selv komplekse problemstillinger. Yorick Goldewijks sprog flydende og alt andet end forsimplet. Romanen er så fint konstrueret, så alting er bundet sammen på en forunderlig måde. Den fortæller om, hvem der former vores liv, og hvem vi vælger at blive. Utrolig smuk fortælling, der trækker os ind det gode sted indeni.
”Efteråret var fuld af en sorg, som hun havde lyst til at synke ned i. Hun havde søgt efter et passende ord på nettet. Og da hun fandt det, viste det sig endda at være virkelig smukt: melankoli.”
