Bogen bag podcastserien "Den største historie"
Tag med på en spændende rejse hvor 11-årige undrende Ava, får muligheden for at spørge sin nabo, biologen Johan, om alt mellem himmel og jord.
Af Tiril Mark Høj
Johan mener, at han kan svare på alt, men Ava er sikker på, at hun endelig kan lukke munden på ham, da hun beder ham forklare hende; ’Hvad er et menneske?’. For at kunne svare ordentlig på dette spørgsmål, bevæger de to venner langt tilbage i tiden, tilbage til ’Den største historie af dem alle’, hvor der fandtes ingenting.
Ava og Johan begynder med at betragte ’Big Bang’ for ca. 13 mia. år siden, og derfra bevæger de sig op gennem tiden. Ofte med syvmileskridt. Johan fortæller om atomer, altædende gasstjerner, Jordens begyndelse, de forskellige planeter i solsystemet, hvordan Månen opstod, hvad er molekyler og meget meget mere. For at få det hele til at give mening, forholder Ava sig kritisk til hans forklaringer, hvilket betyder, at han skal forklare det hele endnu mere udførligt. Så kan selv denne læser ’være med’.
Ca. 2 mia. år efter at Jorden blev skabt, begyndte Jorden at ligne den verden, vi kender. Johan forklarer om celler, bakterier og eukaryoter. For ca. 650 mio. år siden havde Jorden været dækket af is i 100 mio. år. Vi kigger på flercellede organismer i Urhavet, og senere på at livet går på land, i form af Urpadder, ca. 443 mio. år før vores tid. Ava og Johan sejler rundt mellem basilosaurus’, en slags forfædre til nutidens hvaler, udenfor Egypten for ca. 20 mio. år siden, og de rejser videre frem mod vores tid. Og stiller spørgsmålet om, hvorvidt det en tilfældighed, at netop mennesket fik hjerner og hænder, indsatte dyr i aflåste bure i zoologiske haver, og næsten forandrede Jorden til ukendelighed?
”Tænk lige over det!”
Bogen bygger på podcastserien af samme navn, og er del af en herlig trend, hvor der bliver udgivet en del populærvidenskabelige bøger. Man erhverver sig en lille forståelse af, hvordan universet opstod, ved at læse om Ava og Johan, og det er fænomenalt. Forfatterne har lavet nedslag forskellige steder i historien, nogle gange med mio. af år imellem. Det betyder, at der er fokus på de forandringer, der opstod, hvilket igen kræver yderligere forklaring.
Sproget er letforståeligt, og Ina Korneliussens skønne illustrationer, hvor Johan rent faktisk ligner Johan Olsen, er opklarende og humoristiske i en dejlig blød tegneseriestil. Læs den før dine børn!