Børn

Kan bøger ændre liv?

”Det var alligevel et mærkeligt univers. På den ene side var det ekstremt nærigt med heldige sammentræf. Som for eksempel lottogevinster eller 12-taller i idræt. På den anden side var universet ekstremt generøst med hjernecelleminimalister.”

Af Tiril Mark Høj

Emily har flyttet skole syv gange pga. hendes forældres skiftende job. Derfor har hun gennem det seneste år boet hos sine bedsteforældre, den lidt glemsomme Martin og Heiderose, kaldet Rose. Hendes bedstemor arbejder på byens bibliotek Anna Amalia, og hun er en ret farverig kvinde. Emilys bedste venner siden børnehaven er Charly, der kan smage følelser, og som kan leve sig ind i alting, og Frederick, der bor i huset ved siden af Emilys bedsteforældrene. Han er virkelig dygtig til naturvidenskabelige fag, elsker fantasy og sci-fi og vil redde verden. Men i skolen har Emily en fjende, hendes historielærer hr. Dresskau, som er virkelig modbydelig overfor hende, men det trøster, at hun i fritiden kan være i fred på Anna Amalia biblioteket. 

En dag gør hun en helt utrolig opdagelse på biblioteket. Hun finder et hemmeligt magisk rum, hvor alle verdens bogudgivelser enten står eller svæver rundt, og hvor der desuden befinder sig en gylden skrivemaskine, der kan omskrive alle bøger i verden. Emily finder ud af, at hun nu selv er i stand til at ændre bøgernes handling samt fjerne passager, der på en eller anden måde har haft betydning for den måde, verden ser ud på. Men hr. Dresskau er også på jagt efter skrivemaskinen, og Emily må virkelig passe på! Én ting er, at hr. Dresskau kan skade hende, men hvilken betydning har det for nutiden, at ændre på fortiden? 

Adskillige børn kan helt sikkert sætte sig i Emilys sted. Hun bor hos sine bedsteforældre, men savner sine forældre. Hun har brug for orden, og for at have tingene under kontrol. Hr. Dresskau er desuden virkelig ond, og jeg tænker, at han måske er lidt for karikeret. Bogens endelige opgør er ret brutalt, og scenen er bestemt ret intens. 

Det var omslaget, der først fangede min opmærksomhed, for det er virkelig så smukt! I ’Den gyldne skrivemaskine’ kan man ændre verden, og dermed understreger bogen ordets magt og kraft. Bogen viser, hvorledes historier kan bygge verdener, men også ødelægge dem. Det er en fortælling om fantasi, kærlighed og den fine balance mellem at ønske en lykkelig slutning, og kunne acceptere det uperfekte. 

Hvis man godt kan lide præmissen, er Boris Hansens noget mere omfattende serie ’Tavse verdener’ helt forrygende, også til voksne, og for de litteraturelskende børn, er serien om ’Tilly og bogvandrerne’ af Anna James, lidt i samme boldgade.