Velskrevet fortælling om holdsport
Er der mest vigtig at vinde eller at have en god oplevelse på banen? Det skal Kim til at finde ud af.
Af Tiril Mark Høj
Kim er 12 år og kaptajn på ishockeyholdet i klubben ’Stjernen’ i Fredrikstad. Han er skarp, og hans hold stoler på ham. Da hans far fortæller ham, at familien skal flytte til Trondhjem, og Kim ikke kun skal rejse fra sit hold, sin bedste ven Alex og den smukke skærgård, beslutter han sig for, ikke at spille ishockey mere!
Men da hans forældre efter fjorten dage i Trondhjem meget forsigtigt foreslår Kim at besøge den lokale klub, gør han det. Kim får en plads på holdet ’Ørn’, hvor spillerne er kendt som ’ørnene’, anført af Arnt, som ikke rigtig siger noget til Kim, udover at ’Stjernen spiller elendigt!’. Træneren Perra og hjælpetræneren Kai er barske, og skælder ud på spillerne. Kim fornemmer ret hurtigt, at det fungerer helt anderledes her, end på ’Stjernen’. Efter den første træningstime har de andre fra holdet fyldt sæbe i Kims drikkedunk, og han føler sig alt andet end velkommen. Særligt da han heller ikke får lov at komme på banen til træningskampen få dage senere. Kim kan også høre, hvordan alle på holdet snakker virkelig dårligt om en af deres konkurrenter ’odderne’ fra holdet ’Odd’, og ikke kun fordi de har tre piger med på holdet, men fordi spillerne fra Ørn mener, at Odd er en flok tabere!
Efter en episode hvor Kim nærmest bliver mobbet ud fra træning, stopper han i klubben! Men efter en snak med Alex og sine forældre, indser han, at det ikke kan skade at prøve at spille en enkelt gang sammen med ’odderne’. Alex mener ovenikøbet at de er ret gode. Men man forlader ikke ustraffet ørnene!
En fin fortælling der både handler om, hvor svært det er at forlade en by man kender, falde til i et nyt sted, men også at have tillid til, at selvom tingene fungerer anderledes, betyder det ikke, at det er dårligt. Kim oplever flere nederlag, men opdager at disse er med til at skubbe ham retningen mod at blive den person, han faktisk gerne vil være, og genopdage den livsbekræftende holdånd.
Historien er velskrevet, og selvom emnet er ’ishockey’, kunne det lige så godt handle om alle mulige andre typer af holdsport. Bogen er første del i en serie, og det bliver spændende at følge Kim i hans videre liv på og udenfor banen.