Børn

Nyt krimigys til læsere af Sherlock Holmes og David Walliams

Første bind i en ny spændende og virkelig flot serie, hvor de skarpe detektiver udgøres af pigen Matilda og spøgelset Edgar.

Af Tiril Mark Høj

Historien udspiller sig engang i 1930’erne, hvor vores hovedperson Matilde Lockett arbejder som spøgelse i sin tante Evelyn teater. Sammen afholder de falske seancer, og sammen med onkel Barnabus lever den lille trup af at narre penge fra publikum. Efter en forestilling kontaktes de en aften af den særdeles fornemme aldrende baronesse Rosa Beauchamp fra Beauchamp Manor, som har brug for Evelyns hjælp til at slippe af med et spøgelse. 

Matilda, Evelyn, Barnabus samt Evelyns gamle papegøje Colin kører ud til godset, med Barnabus forklædt sig som chauffør. Ikke længe efter ankomsten opdager Matilda til sin store overraskelse, at hun rent faktisk er i stand til at se spøgelser! Hun møder genfærdet Edgar Wilde, en lidt yngre dreng, hvis mor både var været sekretær for samt veninde med baronesse Beauchamp ca. 40 år tidligere. Og Edgar ved heldigvis en hel del om genfærd. 

Matilda og Edgar bliver enige om at kigge nærmere på kunsteksperten Wynn Symmonds, der bor midlertidig på godset, og som Edgar synes virker meget lusket. Wynn færdes på hele godset, hvor han øjensynligt vurderer forskellige malerier. Men Matilda og Edgar skal også finde ud af, hvem det er, der spøger på godset, samt om den sagnomspundne diamant ’Den Blå Beauchamp’ eksisterer et sted? Det eneste sikre er, at intet er, som det ser ud til!

En virkelig god historie, der både indeholder krimielementer, spøgelser og venskab. Ja, selv et kæledyr med en stor personlighed er en vigtig karakter. I dette første bind dannes detektivduoen ’Lockett & Wilde’, hvis formål er at løse sager, og hvor den ene opdager ovenikøbet, er et spøgelse, så de derfor kan kalde sig ’overnaturlige opdagere’. Bogen er fyldt med humor, og heltinderne er stærke og selvstændige. Hverken Matilda eller Evelyn har nogen ingen intentioner om nogensinde at blive gift! Og mysteriet handler ikke blot om at finde diamanten, og være på jagt efter en svindler, men også om at finde ud af, hvad der binder Edgar til åndeverdenen. 

Illustrationerne er talrige, hvilket gør at oplevelsen føles, som at læse en grafisk roman. Historien er fyldt med talebobler, hele illustrerede sider og gamle breve. Farverne er holdt i s/h samt blå i forskellige nuancer, og jeg er vild med dem alle. Omslaget er ligeledes fantastisk. 

Til læsere af David Walliams, krimier som eks. Enola Holmes, Sherlock Holmes mv.