Udstilling

Mysteriet Jørgen – Genopstandelsen

Tid
Hele dagen
Pris
Billet: Gratis
Sted
Hovedbiblioteket
Hack Kampmanns Plads 2,
8000 Aarhus C
Dokk1, Demokrateket
Et fotografisk og kunstnerisk portræt af en mand, der trodsede døden, udfordrede alle forestillinger om et almindeligt liv og satte sine spor i dem, der mødte ham.

Hvem var Jørgen Pedersen? En mand, der igen og igen snød døden, en særegen personlighed og et menneske med en livshistorie, der rummer både sårbarhed, styrke og modsætninger.

I udstillingen Jørgen – et liv uden for normen inviteres du tæt på et menneske, der levede et liv præget af et mangeårigt stofmisbrug, utallige sygdomme og gentagne møder med døden. Men også et liv med relationer, en særlig livsindsigt og en personlighed, der var helt sin egen. Gennem årene blev Jørgen hjulpet af læger, sygeplejersker og bostøtter, som spillede en afgørende rolle i hans liv.

Fotograf Mikkel Hørlyck fulgte Jørgen tæt gennem seks år og skabte et personligt portræt af en mand, der var både kompleks, karismatisk og fuld af modsætninger. Kunstner Mads Oxholm, som kendte Jørgen gennem flere år, har med sine malerier fortolket hans indre drivkraft og væsen.

Udstillingen består både af fotografier og malerier, hvor fotografi, maleri, personlige genstande og levende billeder tilsammen åbner et vindue til Jørgens verden. Her kan du opleve fotografier fra hans liv, malerier inspireret af hans personlighed, hans egen stue, personlige breve skrevet til moderen fra fængslerne, familiefotografier, tøj og andre ejendele. En kort dokumentarfilm bringer Jørgen tilbage i sine vante omgivelser, mens lydfortællinger fra hans liv giver indblik i hans egne oplevelser og relationer.

Det er en udstilling om et menneske, der ikke uden videre lader sig sætte i bås. Et portræt af et liv på kanten, fortalt gennem de spor, Jørgen efterlod sig, og af de mennesker, der kom tæt på ham.

I forbindelse med udstillingen, kan du også opleve et foredrag af Mikkel Hørlyck. Læs mere her:
Talk: Mysteriet Jørgen - Genopstandelsen | Aarhus Bibliotekerne

Om kunstnerne

Mikkel Hørlyck er konfliktfotojournalist og visuel kunstner. Fra 2016 til 2021 fulgte han Jørgen fotografisk og dokumenterede hans liv gennem et nært og vedholdende blik.

Mads Oxholm er maler og kunstner. Jørgen besøgte ofte hans atelier fra 2014 til 2016, hvor deres møder blandt andet dannede grundlag for malerierne og en kort dokumentarfilm.

Materialet til udstillingen blev indsamlet i perioden 2014–2021.