Film

Filosofisk filmsalon #9: Wong Kar-wai

Tid
18:30 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Sted
Hovedbiblioteket
Hack Kampmanns Plads 2
8000 Aarhus C
Lille sal
Eksistensfilosofisk Akademi inviterer til Filosofisk filmsalon med filmvisning, oplæg og fælles diskussion!

Vi viser Wong Kar-wais brutale og humoristiske film fra 1995 om storbyjunglens forførende anonymitet, hvor frihed og fremmedgørelse går hånd i hånd.

Filmen udspiller sig i 90’ernes Hong Kong og følger en række karakterers fragmenterede natteliv: en lejemorder, som er kørt træt i sit arbejde, hans business-partner og en stum fængselsindsat på flugt fra politiet. Gennem filmen bliver deres skæbner langsomt spundet ind i hinandens, og de bliver hver især tvunget til at stille spørgsmål til, hvor de egentlig er på vej hen i deres liv.

Efter filmvisningen vil idéhistoriker Freja Værnskjold Dzougov holde et kort oplæg, der dykker ned i filmens eksistentielle lag med udgangspunkt i tænkere som Walther Benjamin, Albert Camus og Maurice Blanchot. Oplægget vil danne afsæt for en fælles samtale om, hvordan storbynattens stemning kan fremsætte nye veje for tænkningen, som inviterer os til at se på både kærlighed, begær og håbet om fornyelse i et andet lys.

Freja Værnskjold Dzougov (cand.mag. i idéhistorie) skriver ph.d. om englens genkomst i det 20. århundredes filosofi. Hun er særligt interesseret i den middelalderlige filosofis relevans for moderne tænkning, særligt i forhold til temaer som kærlighed, skønhed og tilgivelse.

Deltagelse er gratis, men husk at bestille billet!

PROGRAM: Filosofisk filmsalon på Dokk1 i Lille sal

April - #10: Luis Buñuel

Maj - #11: David Lynch

Juni - #12: Carl Th. Dreyer