Litteratur

Vores valg er en kæde, der forbinder og definerer os

’Sang’ er en fortælling om kærlighed, men frem for alt er det en historie om moral, og om alle de ting, vi vil gøre for hinanden.

Af Tiril Mark Høj

Staten Fusang er ved at rejse sig efter en verdensomspændende krig. Den 16-årige Kong Dawei er en alvorlig ung mand, som bor i en fattig bjerglandsby i Namla-provinsen, sammen med sin storebror Kong Qiren, kaldet Ren. Dawei er del af en minoritet, der har svoret tavshed, og han tilhører de kurerer, der er kendt som bienfu. Brødrene bor hos Tante, der har en stor flok adoptivbørn, og Dawei forsøger at betale sine adopterede søskendes borgerafgift, ved at fragte smuglervarer i nattens mulm og mørke. Samfundet er opbygget, så alle har en borgergæld, hvilket selvfølgelig sætter de fattige beboere i en urimelig situation. Hvis ikke man kan afvikle sin gæld, er næste stop arbejdslejr. Oveni det hele har han en masse forvirrende følelser for den jævnaldrende Dray, som også bor hos Tante.   

En natlig mission slår fejl og både Dawei og Ren må flygte til storbyen Penglai, der regeres af matriarken fra ’Den Hvide Tigers’ klan, indtil alle forhåbentligt har glemt alt. Lige da de føler sig trygge mellem de mange fremmede mennesker, bliver de taget til fange, og Dawei er nu under anklage for rovmord! Pludselig befinder han sig i en situation, hvor han intet kan miste, og hvor han kun har ét mål; at komme tilbage Ren og sine kære. Uanset omkostningerne! 

Ordet bianfú betød flagermus på fusang. Det kaldte man de frygtede narkokurerer i Namla, for nøjagtig som flagermus var kurererne hurtige og ubemærkede, næsten umulige at se på nattehimlen. Trods deres dystre ydre betød flagermusene dog også lykke. De blev malet med en rød farve i form af en rúyì, flagermusen. Sådan nogle var Ren og jeg. Flagermus, der bragte lykke.”

Elina Pitkäkangas er inspireret af asiatiske kulturer, og hendes verden er forrygende. Hun blander elementer fra dystopisk sci-fi med fantasy, tilsætter kung-fu oa. kampsport, så resultatet bliver en slags wuxia-fantasy, som hun tilfører et strejf af kinesisk Qi, når armbåndene installeres på borgernes håndled, hvilket benyttes til betalinger samt at spore enkeltpersoner med og til slut blander hun hele sammen i rammerne af en totalitærstat, hvor der hersker ’borgerpligt’. 

’Sang’ kombinerer et velsammensat plot med filosofiske og moralske refleksioner, samt konflikter mellem overbevisninger som individ eller samfund. 

Romanen er for læsere af serien ’Night Angel’ el. ’Otoriklanens fortællinger’, og den er en lidt mindre barsk udgave af serien ’Poppy War’. Og selvfølgelig har den tråde til klassikeren ’Shogun’. 

Atmosfærisk, vild, fortryllende og rørende.