Kvinder set fra ryggen – når hjertet læser med
Vi inviterer dig til at gå på opdagelse i fortællinger, der har en særlig plads i mange læseres hjerter. Find inspiration til sommerlæsningen herunder.
Af Emily Ebmark
Måske er du stødt på de mange bogomslag med kvinder set fra ryggen. De findes i mange former, farver og genrer – og nogle gange er det flere kvinder eller en lille pige, der ses bagfra på forsiden af en bog. De kigger mod horisonten, ind i landskaber, himlen eller havet. De er på vej væk fra noget eller på vej hen imod noget nyt. Alle bærer de på noget - en historie.
Bag disse bogomslag findes historiske kærlighedsromaner, skæbnefortællinger, psykologiske dramaer, romantiske komedier, nutidsfortællinger og varme familieromaner.
Det er bøger, hvor følelserne får lov at folde sig ud på siderne, og hvor store spørgsmål om liv, kærlighed og valg står i centrum. Måske er det krigen, der skiller elskende ad. Måske en gammel hemmelighed, en sorg, en ny begyndelse. Der er dramatik, romantik, spænding, vendepunkter og det, vi kalder rørende læsning.
Kig forbi biblioteket og find sommerens læseoplevelser blandt de udstillede bøger. Eller se med blandt bøgerne herunder: