Sarah J. Maas har gjort det igen!
Jeg kunne næsten ikke lægge bogen fra mig, selvom den er på lidt over 850 s. Hun er dronningen af romantasy, og jeg er kæmpe fan.
Af Tiril Mark Høj
I Crescent City møder man mennesker, elvere, feer, hamskiftere, vampyrer, engle, dæmoner og mange flere, der lever side om side (under mere eller mindre harmoniske forhold).
Historien følger Bryce Quinlan, som er halvt menneske/halv elver, der arbejder på et kunstgalleri, der ejes af heksen Jesiba Roga. Bryce er en rigtig ’party-pige’, der elsker drinks, stoffer, og mænd. Hun er hemmelig datter til Efterårskongen og halvsøster til prins Ruhn Danaan, men både Bryce og Ruhn fortæller alle, at hun blot er en fjern kusine. Hendes bedste veninde Danika Fendyr, hvis lejlighed Bryce bor i, er varulv, og arving til stortitlen som Næsteulv. Men en aften, hvor Bryce kommer hjem fra fest, er Danika, og hendes ulvekobbel blevet myrdet af en dæmon.
To år senere sker et lignende mord, denne gang på en magtfuld vampyr, og Bryce bliver nu bedt om at hjælpe med at finde morderen, i samarbejde med englen Hunt Athalar, alias den frygtede kriger Umbra Mortis, fordi hun kort inden mordene, havde kontakt med ofrene dengang, og også offeret nu. Bryce bor sammen med sin lille kimære Syrinx i luksuslejligheden, som tilhører Danika. I begyndelsen et det et noget anstrengt samarbejde, men de kommer nærmere og nærmere hinanden, og ligeledes på en vanvittig sandhed, hvor de skal kæmpe som sindssyge gennem liv og død.
”Men hun ringede ikke til Hunt. Han havde ikke stoppet hende, men hun vidste han fløj rundt et sted over hende.”
Historien er en fusion af magi og teknologi, og Sarah J. Maas sammenføjer episk og detaljeret worldbuilding med fantastiske karakterer, der vokser gennem bogen. Forfatteren formår på trods af detaljeringsgraden at have fuld fart på sit plot.
Hendes karakterer er helt forrygende herlige og fyldt med fejl, og de skal alle overvinde utallige personlige forhindringer. Historien er desuden fyldt med alle mulige nuancer af væsner som eks. Danika, veninden og lejemorderen Fury Axtar samt Jesiba, og de virkelig gode som ildånden Lehabah og Bryces gode veninde Juniper Andromeda, professionel balletdanser og faun. Og så er der alle de andre løvehamskiftere, kristallosser osv. Et vidunderligt samsurium af personligheder og vilde skabninger.
Historien indeholder så mange cliffhangers, at jeg simpelthen ikke kunne slippe den. Jeg kan slet ikke vente med at kaste mig over bind to ’Crescent City- Huset af himmel og åndedrag’. Og glæde mig helt vildt over, at der er ikke mindre end fire huse.