Film

Mørkt drama om kærlighed, magt og manipulation

Vi anbefaler en god film til weekenden – Sanselig bedragsthriller

Af Mette Kirkegaard Jensen

Den koreanske instruktør Park Chan-wook har siden 2000’erne lavet en lang række mørke, brutale krimi-thrillere med et lag af meget sort humor. Det er også tilfældet med dagens anbefaling, hans filmatisering af Sarah Waters’ Rænkespil, The Handmaiden (2016).

I det japansk besatte Korea planlægger en svindler, der kalder sig ”Grev Fujiwara”, at forføre den japanske arving Lady Hideko for derefter at gifte sig med hende, få hende indlagt på et asyl og stjæle hendes arv. Han hyrer en lommetyv ved navn Sook-hee til at blive Hidekos tjenestepige og hjælpe med planen.
Men Lady Hideko og Sook-hee forelsker sig – eller også var det planen hele tiden.
Et sanseligt og raffineret psykologisk drama om begær, kontrol og frigørelse – og en visuelt overdådig film med både elegance og brutalitet.