Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Mesterlig fortsættelse af La Belle Sauvage for især unge og voksne fans af hele universet. Lyra er nu 20 år ældre og i store problemer. Hendes daimon Pan har forladt hende, og i en verden af opløsning rejser hun ud i verden for at finde ham

Beskrivelse

Bogen tager tråden op hos en voksen Lyra. Hun og Pan er blevet uvenner, og han forlader hende. Men som om det ikke er nok, er verden omkring dem i opløsning. I den nære orient foregår der mystiske ting, hvor nogle særligt værdifulde roser bliver destrueret af fundamentalister, og på det nære plan, bliver Lyra smidt ud af sit kollegie af en ny rektor. Også politisk foregår der udemokratiske og undergravende ting. Et mord sætter Lyra på sporet af rosensagen, og hun må ud på en barsk og nervepirrende rejse, hvor hun bliver forfulgt, udsat for overgreb og er særlig sårbar, fordi hun er daimonløs. Handlingens mange bipersoner flimrer omkring hende og tager os med ud i mange sidehandlinger

Vurdering

Det er en kompleks, tempofyldt og labyrintisk bog for gode læsere med henvisninger til politik, filosofi og historie. Flere gribende scener skildrer de aktuelle flygtningestrømme, og Islamisk stat og andre udemokratiske kræfter får også deres bekomst. Men først og fremmest er det en enormt spændende og velskrevet roman, som tager dig med på en fantastisk rejse gennem Europa mod de gamle silkeveje

Andre bøger om samme emne

Bogen er tættere på Da Vinci mysteriet (Fortalt for yngre læsere) end andre traditionelle fantasybøger