Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Kogebog med opskrifter, hvori honning indgår. Appellerer til dem, der godt kan lide kogebøger med fokus på én råvare og alle, der elsker honning

Beskrivelse

Kogebog, hvor overskuddet går til den socialøkonomiske virksomhed BISTAD. BISTAD beskæftiger udsatte borgere gennem arbejde med bier og honningprodukter. Bogen er udgivet med hjælp fra en række økonomiske bidragydere og samarbejdspartnere. Bogens ca. 25 madopskrifter med BISTADs honning, er udviklet af kogebogsforfatter og fotograf Ole Kragekjær Madsen fra firmaet "JATAK!", som tilbyder events omkring mad. Dertil har bogen 7 drinkopskrifter udviklet af spiritusfirmaet "Pure shots", hvori deres spiritus og honning indgår. Indimellem opskrifterne er der små portrætter af bl.a. BISTAD, Natur-Drogeriet og P. Clausens Fiskehandel. Der er ingen forfatterangivelse på omslaget

Vurdering

Bogens opskrifter virker indbydende, men det samlede indtryk er lidt sjusket. Der er lidt stavefejl og grammatikfejl hist og pist. Der mangler sidetal, hvorfor indholdsfortegnelsen virker overflødig. At bogen er reklamefinancieret ødelægger ikke helhedsindtrykket. Bogens forside signalerer ikke direkte, hvad bogen handler om

Andre bøger om samme emne

 Smagen af honning og Bier og honning handler om biavl og har opskrifter med honning i. Eksempler på andre kogebøger, som er reklamefinancierede er Smag for økologi - og SuRi mellem himmel og bord