"Chamber choice: Fascinatingly, in this second of the Danish Quartet's 'Prism' series based around Beethoven's late quartets, they trace the prismatic connections between the three pieces in the order Bach-Schnittke-Beethoven, creating a revelatory connected soundscape in which ... Beethoven's supercompressed introspection feels even more (at times wildly) unsettling than usual ... The Danes make sense of this work while bringing it to life ... with a rapier-like precision, offset by oases of profound calm"

"Som lys opsplittes gennem en prisme og danner myriader af farver og stråler i irregulære retninger, ligesådan stråler lærdommen fra Bach og Beethoven gennem alle komponister, der siden er fulgt efter. Det er den underlæggende musikfilosofi bag konceptet for Den Danske Strygekvartets projekt med Beethovens sene kvartetter ... Repertoiret passer også særdeles godt til kvartetten ... Men væsentligst af alt: De spiller stadigvæk suverænt godt ... et sammenspil på allerhøjeste niveau"

"Den Danske Strygekvartet er ude med album nummer to i deres ambitiøse serie 'Prism', der skal nå rundt om Beethovens sidste strygekvartetter ... Konceptet for serien 'Prism' er omfattende: fem album frem mod Beethovens 250-års fødselsdag næste år, hvert med en af komponistens sene, såkaldt gale strygekvartetter flankeret af to relaterede værker, dels et moderne mesterværk, dels en Bach-fuga ... Efter Bachs stilfærdige fuga i b-mol rammer Schnittkes 3. strygekvartet højttalerne med voldsomme ekstremer ... Beethovens 'Grosse Fuge'. Det vil sige den 16 minutter lange slutning på hans 13. strygekvartet, som komponisten valgte at skille ud som et selvstændigt værk, og som i dag står som noget af det vildeste romantiske kammermusik overhovedet ... På Prism II er 'Grosse Fuge' selvfølgelig sat tilbage på sin oprindelige plads som afsluttende sats, og så hænger hele albummet på overraskende vis sammen. Det er tæt på genial planlægning"

"Bachs h-Moll-Fuge aus dem Wohltemperierten Klavier erklingt zu Beginn als exemplarisches Vorbild für das lineare Denken des späten Beethoven; im dritten Streichquartett von Alfred Schnittke zitiert und verfremdet der Komponist das Thema der Grossen Fuge, mit der Beethoven die ursprüngliche Version seines B-Dur-Quartetts op. 130 beendet ... Die wunderbar innige Cavatina ist schliesslich der Höhepunkt einer teilweise geradezu zärtlichen Interpretation. Für den warmherzigen Gesamteindruck dürfte nicht zuletzt auch die auffällige Präsenz der Bratschenstimme verantwortlich sein"

"Versatility is a signal virtue of the ensemble: their smoothly planed, viollike pure tone in the opening Bach fugue as well as the Lassus cadence which opens the Schnittke carries no trace of irony or displacement. It's natural music-making, and no less winning in their ways are the quartet's blithe assimilation of 18th-century minuet style in the Poco scherzando of the Beethoven, or the bleak electrical buzzing in the finale of the Schnittke"

Vurdering: 5/5