Ruth Rendell er en af mine personlige favoritter. Næsegrus er min beundring for hendes evne til i et hæsblæsende tempo at levere den ene gennemarbejde gyser efter den anden. Når det er sagt, må jeg også erkende, at det på det seneste har knebet med at få samlet trådene til slut. Bevares, selv når hun er dårligst, er hun blandt de bedste, og hendes position som mester i snigende gys i småborgerlige forstæder er uantastet. Denne gang er det den sippede gammeljomfru Mint, der går rundt og stikker folk ned med kniv. Romanens omdrejningspunkt er dog charmøren Jeff (eller Jock eller John). Han har specialiseret sig i at udnytte velhavende kvinder, og det er dem vi følger i månederne omkring hans død. Som altid hos Rendell er alle, selv de mest perifere bipersoner tegnet klart og troværdigt op, men det der giver den særlige Rendell'ske stemning er personernes dobbelthed. Den renfærdige afslører sin selvretfærdighed, den beregnende sin gavmildhed o.s.v. Heller ikke denne gang lykkes det dog at levere den afrunding, hun har vist, at hun mestrer, når hun er på toppen. Som et cirkusnummer, hvor en perfekt trommehvirvel lægger op til et jævnt, rutinepræget stunt

Mintys kæreste Jock Lewis er omkommet i en togulykke...