Vagn Lundbyes forfatterskab er tidligere blandt andet blevet karakteriseret ved dets søgen efter at sætte mennesket ind i en større, universel betydningsfuld sammenhæng. Et lignende tema eksponeres i forf.s nye roman Trefoldighedsbarn hvor Vagn Lundbyes alter ego Emil i en samtale i den tasmanske jungle med en tigerslange(!) ser tilbage på sin barndom og opvæst i Århus før og under 2. verdenskrig. Et smerteligt udviklingsforløb præsenteres stærkt præget af faderens voldelige, alkoholiserede adfærd overfor moderen og de fire børn. En undertrykkelse som i romanen parallelliseres til samt genfindes i tigerslangens samtidige beretning om den skånselsløse udryddelse af den tasmanske urbefolkning som hvide indvandrere gennemførte i 1800-tallet. Bogen har imidlertid sin tyngde i skildringen af Emil og hans verden. Her tegnes fine erindringsbilleder med sans og akkuratesse for såvel barndommens fantasi og efterfølgende erkendelse som for den gryende pubertets iboende facetter af såvel sødme som smerte. En udviklingsroman der trods dystre toner ikke lader alt håb ude, og som udfra egne præmisser fint illustrerer hvad der kan være med til at forme et menneske og dets tilværelse Mon ikke bibliotekerne altid vil kunne finde læsere der efterspørger dette?