Litteratur

Seks illustrerede langdigte om nutidens cowboy, som har skiftet hesten ud med et motorkøretøj

Transportmiddelcowboy af Peter Nordahl. Illustreret af Rasmus Meisler

Af Jette Holmgaard Greibe

En ’lastbilcowboy’ bærer både lang frakke og hat. Og sætter støvlesnuden på trinbrættet, inden han kører væk med et overlæs overflødigt lort til forbrændingsanstalten. Mens han kører tænder han en cigaret, mens han med længsel tænker tilbage på tidligere tider. Han læsser ligegyldigt sin last af, der består af overflødige ting, ingen længere ønsker, ”det stinker som ind i helvede af overflødigt lort”.

På vejene kan vi også møde ’motorcykelcowboy’, hvis køretøj hviler på parketgulvet i stuen, og hvor motorcyklens tidligere chauffør betragter sin bøgehæk med alle fuglene. Han husker på de mange ture, også da han ramte en fasan uden at vælte; ”han havde bøffer dengang”. Han er meget optaget af egerne, hvis tråde bliver usynlige, når man kører, og af hvor vigtigt det er at holde øje med småsten på kørebanen. Det hele føles tungt, når man ikke kan røre sig – 

’Varevognscowboy’ kører gennem gaderne uden at tage hensyn, og uden at høre alle de vrede mennesker i kølvandet af en sådan kørsel. Indimellem kigger han på kvindelige cyklister i sparsomt tøj; ”Og så er det til at holde ud”. Bogen giver et gensyn med en ’knallertcowboy’, som går i storcentret med sin hjelm på, og hverken siger eller mener noget. ’Traktorcowboy’ siger heller ikke en masse, og bevæger sig ikke med samme fart som de andre ’transportmiddelcowboys’, men glæder sig over dagens veloverståede opgaver. Han stoler på sin traktor, glæder sig over sin familie, og på retfærdigheden i sin tro, men bekymrer sig om gælden. ’Personbilcowboy’ kører for stærkt, da Annelise fylder alt indeni, og hun er ’ikke er til små kubik’, indtil ”personbilcowboy opløser sig selv i blå flimren”.

” I just dropped a load”

Bogen er en hyldest til hverdagens cowboys, der bringer, henter og dagligt tilbringer utallige timer i deres køretøjer på vej til eller fra arbejde eller på arbejde. Umiddelbart virker alle seks som frie fugle, men deres ’cowboy-status’ viser sig at handle mere om barske livsvilkår end om stor frihed. De er alle underlagt en eller anden, hvilket betyder at de er pressede. Enten over gæld, deadlines, kærlighed, usikkerhed eller fortrydelse. Det fungerer rigtig godt at Peter Nordahl har bygget historierne som digte med gentagelser, for at understrege dobbeltheden i karaktererne. 

Peter Nordahl holder sig ikke til at skrive til en bestemt målgruppe, i en fast form, eller indenfor en særlig genre. Han er bla. kendt for de elskede bøger til de helt små om hunden Ib, eller dem om Anna. Fælles for hans udgivelser, er hans evne til at være overbevisende og nærværende i sine tekster. 

Rasmus Meisler er en forrygende illustrator hvis stramme, mørke stil omfavner den lidt kraftige knallertcowboy, ’lastbilcowboyens’ poncho og cigaretten, han holder som en revolver, ’motorcykelcowboyen’ i sin kørestol, drømmende foran stuens store vindue, mens ’Lisbeth’ lader småfuglene spise af hånden, som en anden Askepot, og hans ubrugte motorcykeldragt hænger, der hænger som en død mand på bøjlen. Også ’traktorcowboyens’ skelet på ryggen af sin skeletganger, der bevæger sig i jorden mellem traktorerne fra tidligere tider, de store dæk og det enorme skelet af en T-Rex er forrygende. Hver cowboys digt har sin egen farve, og hver sin egen rå, men nærmest usynlige bløde stil. 

Tegneserien kan læses af alle, som ikke er bange for eksperimenterende litteratur, og som ikke kan få nok af Rasmus Meislers geniale illustrationer. 

Detaljer

Tegneserie
Titel: Transportmiddelmiddelcowboy
Forfatter: Peter Nordahl 
Illustreret af Rasmus Meisler 
Forlag: Vild Maskine
Emneord: digte, transport, cowboy, sort humor