Litteratur

Unicos søgen er langtfra forbi

Håndplukkede hyldehapsere - Serien er stadig tro mod Osamu Tezukas originale mesterværk

Af Jette Holmgaard Greibe

Resumé

Unico befinder sig i en forblæst ørken på vej mod feernes dronning Tatiana. Han må snart søge ly i et stort gammelt palads midt i ørkenen, hvor det viser sig, at Sfinxen Bamoria bor. Bamoria har nyligt fået sin datter, Maruso, tilbage, efter at Venus har holdt hende fanget, og efter kort tid har Unico fået sig en ven. Men udenfor lurer faren. Venus har sendt sin højre hånd Nattevind ud for igen, at få jægeren Iver, herskeren af Den Røde Skov, der flyver på sin ganger, det enorme jagtmøl Strigaloth, til at finde Unico, og bringe ham til Venus. Iver adlyder, fordi Venus truer med at ødelægge Den Røde Skov, hvis ikke han gør, som hun befaler. Venus kan ikke acceptere, at Unico besidder større kraft end hende, en kraft, der gør ham i stand til at hjælpe andre. Derfor vil Venus have ham fjernet!

I en anden verden forbereder kattene Chloé og Toast sig på, at skulle ud for at søge efter Unico med  hjælp fra videnskabsmanden Starrow og Vestenvinden, mens Vestenvinden samtidig forsøger at genfinde Unicos minder, så han igen kan huske sine venner, og de verdner han har været gemt i. 

Starrow har udviklet et system, hvor Chloé og Toast kan rejse gennem tid og rum, i deres søgen efter Unico. Men de kommer også til møde store farer. Deriblandt Iver. 

Unico selv møder også denne gang både venner og fjender, som vender hans liv på hovedet. Han bliver stadig forfulgt, men ønsker alligevel svar på sine spørgsmål, og dem vil han have Titiana, feernes dronning, til svare på. Sideløbende følger vi Chloé og Toast, som også er ude for særdeles farlige ting. Denne gang opererer Venus hovedsageligt i kulissen, men der optræder andre som Unico skal tage sig i agt for; både Oberon samt flokken bestående af general Selak,  Morg, Alum og Ina, der arbejder for dæmonen Azmus. Og fortællingen slutter med en enorm cliffhanger - 

Jeg kan give dig håb, Unico. Håb, fra en tid før selv alferne. Håb, der vil leve dybt inde i dig.

Vurdering

Den lille enhjørning er stadig virkelig sød og hjælpsom, men han er ikke naiv, hvad angår dem han møder. Unico ved godt, at man ikke kan stole på alle. Heller ikke selvom de udgiver sig for, at ville én det godt. Noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved serien, er balancen mellem det smukke og mystiske overfor det deciderede uhyggelige.

Illustrationerne er flotte som altid, og man suges med ind i de mange dramaer, der foregår undervejs. Indimellem tænker jeg, at tegningerne næsten kunne fortælle historien selv. Men kun næsten. Der gøres brug af storslåede dobbeltsidede illustrationer, som skaber en fantastisk atmosfærisk fortælling. Desuden er der i dette bind i langt højere grad benyttet sorte og mørke nuancer, til at understrege en truende fornemmelse af uhygge, mens den overordnede farvepalette stadig er klar og forholdsvis lys. 

Der er mere dialog i dette bind end i de foregående to, men alligevel er baggrundshistorien efterhånden så kompleks, at det kræver sin læser at forstå historien. Der præsenteres langt flere perspektiver denne gang. Unico forsøger stadig at finde ud af, hvem han er, og hvad hans egentlige formål er. Men denne gang er der også ret meget fokus på Sfinksens datter, der kæmper med mindreværdskomplekser, Iver, der begynder at vise menneskelighed, samt på de herlige kattevenner, som Unico mødte i forrige bind. 

Jeg har svært ved at gennemskue, hvor det hele bevæger sig hen, og jeg er virkelig spændt.