Film

Dokumentar om meget mere end en munk

Vi anbefaler en god film til weekenden – når dokumentaren går i stykker

Af Mette Kirkegaard Jensen

Dagens anbefaling er en dokumentarfilm, der bl.a. handler om at lave dokumentarfilm: Munken (2023).

Dokumentaristparret Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen havde fundet et oplagt emne til en dokumentarfilm: Den anerkendte danske HIV-forsker Jan Hansen forlod job og familie for at slå sig ned som buddhistisk skovmunk i Sri Lanka. Smukke billeder og en stærk hovedperson, der har truffet radikale valg.
Men Jan Hansen vil ikke bare lade sig filme. Han vil bestemme, hvilken film instruktørerne skal lave, og hvilket budskab filmen skal have. Uoverensstemmelser afbryder projektet.
Flere år senere kontaktes instruktørerne af munkens søn. Munken er nu død, og instruktørerne får adgang til de optagelser, som munken selv har lavet.

En flot dokumentar, der både er et portræt af en mand på jagt efter mening og en fortælling om svigt, tilgivelse og konsekvenserne af voldsomme livsvalg. Samtidig er det en dokumentar om at skabe en dokumentar.