Film

At miste sig selv

Vi anbefaler en god film til weekenden – ikke en rar dag i solen

Af Mette Kirkegaard Jensen

Isabella Eklöfs instruktørdebut Holiday er dagens anbefaling. Men der er ikke meget ”ferie” over denne foruroligende film om psykisk terror og fysisk vold.
Unge Sascha er gangsterbossen Michaels nyeste elskerinde. Hun smugler penge for ham til Tyrkiet og kan nu flytte ind i luksusvillaen og deltage i ferien sammen med resten af hans forbryderslæng. Sascha fascineres hurtigt af det flamboyante liv med sex, drugs og smaragdøreringe.
Michael er brutal og erfaren, og det viser sig snart, at han er en utilregnelig type med psykopatiske træk og perverterede seksuelle tilbøjeligheder. Han er en mand med talent for at gøre folk afhængige af sig og har evnen til at udnytte dette skruppelløst.
Men accepterer man det, kan man måske også udnytte det til egen fordel. Så Sascha står over for nogle valg, da en sød hollandsk sejler melder sig på banen. Men måske er der i virkeligheden slet ikke noget valg?
Ubehagelig og visuelt stilsikker debut. Victoria Carmen Sonne og Lai Yde er yderst seværdige som henholdsvis Sascha og Michael.

Bemærk: Filmen indeholder en meget stærk, voldsom og realistisk voldtægtsscene, som ikke er for alle.