Rørende møde med Spaniens mørke fortid
Vi anbefaler en god film til weekenden – om en idealist
Af Mette Kirkegaard Jensen
Patricia Font tager fat om en sort plet i Spaniens historie med dagens anbefaling: Læreren der lovede havet (2024). Filmen bygger på virkelige hændelser og på en roman af Francesc Escribano.
I 2010 søger Ariadna efter sin oldefar, der forsvandt under Den Spanske Borgerkrig. Måske er han et af ligene i en massegrav nær byen Burgos. Historien klipper tilbage til 1935, hvor den unge lærer Antoni Benaiges ankommer til en lille by ved Burgos og skaber håb og forandring blandt eleverne. I klip mellem nutid og fortid bliver det gradvist klart, at Ariadnas oldefar havde en tæt relation til det, der skete i byen i 1936. Man fornemmer den ulmende borgerkrig, og dramaet tager fart, da myndighederne retter opmærksomheden mod den idealistiske unge lærer.
Er der en forbindelse mellem massegravene, læreren og Ariadnas oldefar?
En rørende film om idealisme – og om den høje pris, nogle gennem historien har måttet betale for den. Elegant fortalt og med stærke skuespilpræstationer.