Labyrinter

Det er sjældent, at en film udelukkende handler om labyrinter, men de er en meget brugt kulisse i film, hvor der skal skabes uhygge eller suspense. Hvis seeren har mulighed for at orientere sig frit i rummet, giver det ofte en fornemmelse af, at man kan læne sig tilbage og blot nyde begivenhederne uden risiko for at blive overrasket. Det labyrintstrukturen gør, er at indskrænke udsynet og overblikket over scenen, og på den måde mindskes seerens viden om, hvad der skal ske om lidt. For vi ved ikke hvad eller hvornår der gemmer sig noget omkring det næste hjørne. Labyrintens indbyggede blindgyder og genveje betyder også, at den eller det man tror, er bagved, ligeså godt kan være foran, for det er ikke til at sige om forfølgeren er løbet samme vej, har taget en genvej eller er blevet tvunget til at skifte retning på grund af en blindgyde. Alt dette er med til at skabe en spænding og uhygge, som ikke ville have været tilstede, hvis samme scene havde udspillet sig i et åbent rum.

Labyrintstrukturen behøver ikke at være en konkret labyrint, som det ses i ”The Shining” (1980), hvor en stor labyrint til turisterne pryder bjerghotellets forgård. Det kan ligeså vel være en bygning, som f.eks. hotellet i ”The Shining” eller Hogwartsskolen i Harry Potter´-filmene, som er fyldt med hemmelige gange og skjulesteder. I ”Rødt Chok” (1973) fremtræder hele Venedig som en labyrint med dens korte, smalle gader, broer og vandløb. I ”Alien” (1979) er rumskibet en labyrint, hvor der om hvert hjørne kan vente en Alien, der er klar til at angribe og i ”Pans Labyrint” (2006) er der dels en materiel labyrint foran huset, dels de forskellige underjordiske labyrinter, som Ofelia modvilligt kravler ind i for at redde sin mor. Det er uhyggeligt og klaustrofobisk, og næsten hver gang er der en eller flere der må lade livet i de mørke gange.