Børn

Smuk efterfølger til ’Drengen, muldvarpen, ræven og hesten’ er udkommet

”Carpe diem, sagde muldvarpen. Hvad betyder det? Gem ikke til i morgen, den kage du kan spise i dag.”

Af Tiril Mark Høj

Den smukke efterfølger til ’Drengen, muldvarpen, ræven og hesten’, der ligesom sin forgænger, også emmer af kærlighed, vidunderlige illustrationer og sød poesi. 

Drengen begiver sig igen ud på eventyr, ledsaget af muldvarpen, ræven og hesten, uden at vide, hvad der kan ske, og velvidende at vejen måske ikke bliver let på grund af stormvejret. Men i det mindste ved de, at de har hinanden! Drengen siger, at skyerne er mørke, hvortil hesten svarer, at ovenover, er himlen altid blå. Da drengen spørger, hvad der sker, hvis stormvejret er indeni ham, siger hesten, at han så kan søge ly hos sine venner. Fordi han er elsket af dem alle. 

”Jeg er bange for at jeg ikke er særlig god til noget, sagde drengen. Du er venlig, sagde muldvarpen, og det betyder alt.”

Historien fortæller om venskab, og den stikker måske endnu dybere, end den første fortælling om vennerne. Vi læser om storme, der skræmmer os, og den kærlighed og det mod det kræver, at fortsætte. Bogen handler om at være til stede lige nu, om at lytte og acceptere. Og om at være sin egen ven, og huske på, at man er elsket. Det er så fint hvorledes de forskellige karakterer repræsenterer dele af os alle, og at netop venligheden, i form af hesten, er så stor, ræven er så stille og den lille muldvarp så positiv. 

”Bær over med dit bløde vilde hjerte.”

Charlie Mackesys illustrationer er enestående, og han har en særlig evne for at benytte farver til at gøre effekterne større; vi møder det ukendte gennem en tætpakket mur af træer, en særlig ømhed understreges gennem måden akvarelfarverne opløses på og der er flere andre ting. Hvert billede er et lille kunstværk. Den første bog om de fire umage venner, indeholdt ikke helt så mange farver som denne, bortset fra den animerede udgave selvfølgelig. Men stormen bringer farverne frem i verden.