Fodbold VM og slanger
’Find fodboldstjernerne 2-VM’ er genial og spændende underholdning, der ikke kun er aktuel, men som også tager læseren med rundt i verden, hvor man møder både folk og fæ.
’Ouroboros- Regnbueslangen’ er en vidunderlig velopbygget begyndelse på en fantasyserie, der primært foregår ombord på Slangetoget, der kører under jorden, og som har mange sælsomme, forførende og spændende mennesker (og slanger) ombord.
Af Tiril Mark Høj
Ouroboros – Regnbueslangen af Silja Sillanpää og Pasi Pitkänen
En vidunderlig begyndelse på ny fantasyserie, der indeholder masser af slanger, magi og mysterier.
12-årige Sten bor sammen med sine sære, men virkelig søde bedsteforældre, Magnus og Magda, der har en masse krybdyr. Sten har sin egen sin lille slange Niji, som han elsker højt. Han ved ikke rigtig noget om sin far, og hans mor forsvandt for så længe siden, at Sten ikke kan huske ret meget om hende. Han ved dog, at hun havde en stor interesse i runer. Den usædvanlige Niji, der kan skifte farve som en kamæleon, er det eneste minde Sten har tilbage om sin mor.
En dag bliver Magnus og Magda hentet af myndighederne og bragt til Plejehjemmet Sorgenfri, fordi kommunen ikke mener, at de er i stand til at tage vare på sig selv eller deres barnebarn. Da bedsteforældrene bliver hentet, kontakter Sten, efter sin bedstefars anvisning, kvinden Ebba Lee, der kommer og afhenter alle dyrene i butikken. Ebba Lee siger til Sten, at han skal følge sine bedsteforældres instrukser, og skynde sig at komme afsted sammen med Niji. Ud for at finde sin mor.
Sten tager til Sverige, hvor der i byen Ormhov skulle befinde sig adskillige runesten, der måske kan hjælpe ham videre i hans søgning. Han opsøger byens kirkegård, hvor han finder en sten med runeinskriptioner, og da det med ét giver et brag, suges både Sten og Niji ned i et enormt hul i jorden.
Nu befinder de sig på en undergrundsstation, hvor der i det samme kører et enormt tog med form som en slange ind på perronen. Ud står pigen Dia, der får Sten kommanderet ombord. Herfra begynder en både sælsom og eventyrlig rejse, hvor Sten skal finde mere end sin mor.
Denne første del af Silja Sillanpää og Pasi Pitkänens Ouroboros-serie er tung af en børneroman at være. Helt bogstaveligt, fordi romanen er trykt på fint, blankt papir, og indeholder masser af farvelagte illustrationer.
Slangetogets verden er enormt fascinerende i al sin besynderlighed, og der er meget mystik ombord. Sten er en afgørende brik for de mange forskellige mennesker ombord, som enten bor i de visionærernes vogn , eskapisternes vogn, katastrofisternes vogn eller i markedsvognen. Alt er nøje afstemt, så man som læser efterlades med et tydeligt aftryk af fortællingen i erindringen samt med indtrykket af en dybere mening, og samtidig er imponeret over den ret konkrete verdensopbygning.
Bogen bliver om end endnu bedre i kraft af sine fantastiske illustrationer. Pasi Pitkänen er en dygtig illustrator, og har tegnet helt vidunderlige, mørke helsidesbilleder, der efterlader et stærkt indtryk, og som på fornemste viser atmosfæren i denne underjordiske verden.
Jeg får både vibes til ’Tilly og bogvandrerne’, ’Momo’ og ’Alice i Eventyrland’. Det er vidunderligt!
Find fodboldstjernerne 2. – VM af Arne Norlin & Johan Andreasson
Nu hvor vi er midt i VM i Texas, er denne bog ikke kun helt genial, men også blændende aktuel tilsat en veloplagt Erling Haaland på forsiden.
Vi skal endnu engang på jagt efter forsvundne fodboldspiller, der skjuler sig blandt andre kendte figurer og utallige andre ting i denne detaljeeksplosion af en bog.
Vi skal bla. finde Achraf Hakimi, der gemmer sig et sted på et marokkansk marked blandt dromedarer, æsler, mennesker i smukke beduinklæder og adskillige marokkanske flag. I Berlin er der kaos ved Brandenburger Tor, hvor angrebsspilleren Antonio Rüdiger er forsvundet midt i en Kraftwerk-koncert, i luften ses aldrende militærfly, flyvende reklamer for Richard Wagners ’Der Ring des Niebelungen’ og adskillige andre begivenheder samt flere kendte mennesker, deriblandt Marlene Dietrich. I Canada er Alphonso Davies gået på eventyr blandt rødjakker, superstjerner som Leonard Cohen og Celine Dion, vandrere, elge, hvalrosser og en enkelt isbjørn.
På hver side spiller det pågældende lands fodboldhold deres yndlingsspil blandt det øvrige kaos. Ikke kun kan man bruge tid på at lokalisere den enkelte fodboldspiller, men der er også flere små ekstraudfordringer på hver side, hvor man skal finde nogen, tælle eller andet. Man opdager en hel del nye ting om hvert enkelt land, som man ikke vidste, og jeg er i næsegrus beundring over forfatter og illustrators evne til at fylde siderne med fakta, farver og andre geniale ’sløringer’. Det er virkelig gennemført, og jeg har moret mig fyrsteligt undervejs.