"det stærkeste udspil fra The National siden udgivelsen af mesterværket 'High Violet' (2010) ... bandet virker atter inspireret, og Matt Berninger giver mere af sig selv end nogensinde før"

"'The First Two Pages of Frankenstein' er The Nationals blideste og mest afdæmpede album til dato ... et album, der ikke prøver at puste sig op og være noget, det ikke er. Til gengæld er flere af de simple guitar- og klaverbårne sange nogle af bandets bedste i mange år ... Kanterne er slebet af, og størstedelen af sangene er indspillet med akustiske instrumenter og intime arrangementer"

"bandet er still going slow på deres niende album, 'First Two Pages of Frankenstein', der samtidig er deres mest veloplagte i årevis ... Ikke alle melodier rammer plet, og produktionen læner sig til den pæne side. Men de har fået et nyt skud beroligende energi. 'First Two Pages of Frankenstein' lyder som den nye begyndelse, bandet havde så desperat brug for"

"Medlemmerne har måske fået fornyet energi fra diverse projekter, og gæsterne Taylor Swiftog Phoebe Bridgers bidrager fint til at holde melankolifanen højt og kommer med noget nyt, uden at det nationale korthus vælter ... Summa summarum: Matt Berningers stemme er stadig elegant grumpy-gnaven. Ikke så meget nyt fra indiefronten, men delikate, kloge hymner om livet"

"Det gode er, at bandet ikke siden 'Trouble Will Find Me' har virket så opsat på at skrive sange, man kan nynne med på ... Den mindre gode nyhed er, at bandets lyd er som en fotokopi af en fotokopi af en spændende originaltegning ... Der er meget lidt variation i lydbilledet, der nærmer sig det harmløse eller tilforladelige. Man savner, at musikken føles påtrængende - også for bandet selv"

"Det smukke ved The National var Matt Berningers dybe stemme og hans tendens til at råbe af sine lungers fulde kraft (...) Nerven lå i den kreative lyrik skrevet til middelklassens sad dads (...) Alt det er nu forudsigeligt og forlorent i sin portrættering af fremmedgjortheden. Tilbage står et lydlandskab, hvori lytteren glider ubemærket fra en scene og videre til den næste. Det er ikke dårligt, men det efterlader heller ingen mærker"