En skønlitterær infrastruktur
Aarhus Bibliotekerne er med til at styrke mental sundhed gennem litteratur.
Aarhus Bibliotekerne er partner i et nyt regionalt projekt, der skal skabe stærkere fællesskaber og bedre overgange for mennesker med tilknytning til psykiatrien gennem litteratur og læsefællesskaber.
Projektet ”En skønlitterær infrastruktur – læsefællesskaber i og efter psykiatrien” er udviklet af Læseforeningen og har modtaget 2,5 millioner kroner fra Region Midtjyllands kultur- og sundhedspulje. Sammen med en række partnere fra psykiatri, biblioteker og civilsamfund skal projektet udbrede guidede læsefællesskaber i blandt andet Aarhus.
I de guidede fælleslæsninger mødes deltagerne om litteraturen som et fælles tredje. Her handler samtalerne ikke om sygdom, men om fortællinger, erfaringer og refleksioner, som litteraturen vækker.
Formålet er at skabe trygge fællesskaber og styrke den mentale trivsel hos mennesker, der er eller har været i behandling i psykiatrien. Samtidig skal projektet bygge bro mellem behandlingsforløb og hverdagsliv ved at skabe genkendelige kulturtilbud både under og efter behandling.
Projektet bliver gennemført i samarbejde mellem Læseforeningen, Region Midtjylland, psykiatrien samt biblioteker og lokale aktører i blandt andet Aarhus, Viborg, Silkeborg og Holstebro.