"Det kan være svært og udfordrende - men det er så meningsfuldt, når børnene stråler og lykkes"

Selvom Louise Russo, vores formidler på Gellerup Bibliotek, har meget erfaring indenfor arbejdet med børn med særlige behov, synes hun stadig, at det kan være usikkert, når en specialklasse træder ind ad døren, og skal deltage i en workshop for første gang. Hvilke særlige behov har de? Er de fysisk udfordrede? Er de udadreagerende? Hvordan reagerer de på undervisningen? 

Louise har arbejdet som formidler på Kunstmuseer i mange år, og har derigennem arbejdet med børn med særlige behov. Men det er stadig ovenstående tanker hun har, når hun skal undervise en ny specialklasse - og det er faktisk rigtig godt at have de overvejelser, for ingen specialklasser og børn er ens.

"Når du arbejder med børn med særlige behov, skal du ikke se klassen som en helhed - det er otte forskellige børn, og du skal tune ind på dem en ad gangen og være i dét lille øjeblik", fortæller Louise og fortsætter:

"Igennem dialog med hver enkelt barn får jeg et kendskab til deres kognitive niveau - og det kan være meget forskelligt. Derfor kræver det stor vågenhed, og at man er i stand til hele tiden at justere sit mål med hver interaktion."

Louise er uddannet cand. mag i litteratur og tysk, og har ingen særlig uddannelse i arbejdet med børn med særlige behov - det er mange års arbejde, der har givet hende viden, erfaringer og forskellige oplevelser.

En workshop for en specialklasse kan sommetider kræve mere forberedelse og større kendskab til hver enkelt klasse end ved en almindelig klasse. Og særligt i starten, skal man forvente relativt stort opsøgende arbejde for at få lærerne til at booke forløb.

"Jeg starter med at lave en oversigt over mulige samarbejdspartnere og læser på deres hjemmeside, hvordan skolen arbejder med specialklasser. Efterfølgende rækker jeg ud til dem, hvor der er færrest barrierer."

Når man skal "sælge" en workshop til en specialklasse, så skal det, ifølge Louise, helst være direkte til læreren, og ikke gennem en afdelingsleder eller sekretær, for der er som regel altid uddybende spørgsmål, som kun hun kan svare på. Derfor forsøger hun altid at få telefonnummeret på den enkelte lærer, så de sammen kan aftale, hvad der fungerer for netop den klasse, så Louise kan skræddersy et forløb til dem.

En stor forskel på specialklasser kan være, om de er vant til at komme ud af huset. Er de vant til det, kan én enkelt workshop være god, men er de ikke vant til det, så kræver det ofte to workshops, for at alle har en god oplevelse, fortæller Louise.

Når Louise afholder workshops, benytter hun sig af flere forskellige elementer for at give børnene den bedst mulige oplevelse - men programmet er aldrig så fastlagt, at der ikke kan ændres noget, for man kan aldrig forudsige, hvordan børnene reagerer.

"Det er helt enormt vigtigt at være nærværende og omstillingsparat. Du kan sagtens kende børnene og tro, at du ved, hvordan de vil reagere, men der kan altid ske uforudsete ting, der gør, at du skal lave om i programmet," fortæller Louise og fortsætter:

"Hvad der for den ene er alt for svært, kan for den anden være alt for let. For nylig afholdt jeg en workshop, hvor der var en blind dreng med. Det var ret særligt, for det blev tydeligt, at selvom du er blind, kan du sagtens bygge med LEGO-klodser og have en magisk fantasi. Nej, han kunne ikke se farverne, men det var fuldstændig ligegyldigt, for fokus var på hans idé og fortællingen bag. Men jeg måtte lige forholde mig til, at der var en dreng, som ikke kunne se, mens resten af klassen godt kunne."

Og når der opstår situationer, som Louise ikke havde forudset, er det ikke selve indholdet, emnet eller rækkefølgen i workshoppen, hun laver om i. Det er måden hun formidler det på. Og her, er det ifølge Louise, vigtigt ikke at være fordomsfuld eller forudindtaget, men derimod er nysgerrig og interesseret og tro på, at der er en rigtig god idé gemt i hvert barn.

Til en workshop har Louise altid en fysisk oversigt med, hvor børnene kan se, hvad der skal ske. Og med en lille LEGO-figur sørger hun for, at de kan følge med i, hvor i programmet de er. Det er en lille ting, men det betyder meget for børnene.

"Mange er meget konkret tænkende, og det skal være forståeligt visuelt. Derfor har jeg også en fysisk timer med, så de kan se, hvor lang tid der er til hver enkelt opgave."

En anden erfaring, Louise har gjort sig gennem tiden er, at børnene sjældent har lyst til at stille sig op foran resten af klassen og fortælle om deres idé - og sjældent har koncentration til at sidde stille og lytte. Men den dél af workshoppen er vigtig, fordi det er her, at både lærere og klassekammerater får indblik i, hvad de hver især har lavet.

Derfor har Louise lavet det til endnu en leg. Med et spejlreflekskamera fotograferer børnene deres eget byg, mens Louise spørger ind til, hvad deres idé er. I mellemtiden får resten af børnene lov til ligeså stille og roligt at bygge videre, og dét, at de har noget i hænderne gør, at de fleste lytter efter. Samtidig gør kameraet, at dén der præsenterer, ikke bemærker at de præsenterer foran hele klassen.