Litteratur

Den litterære filosofi #1: Friedrich Nietzsche

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Sted
Hovedbiblioteket
Hack Kampmanns Plads 2,
8000 Aarhus C
Store sal
Eksistensfilosofisk Akademi (Aarhus) og Dokk1 inviterer til foredragsrækken “Den litterære filosofi”, hvor vi udforsker filosofiens litterære mangfoldighed og dens relation til litteraturen.

Filosofi skrives og tænkes på mange måder: som logisk argumentation, dialog, fragment, dagbog, roman, manifest, digte, breve og fabler. Hvilke potentialer ligger der i de forskellige litterære former, og hvad er det, der gør dem filosofiske? Er der visse spørgsmål, situationer eller idéer, der kræver særlige litterære former for at komme til udtryk og forstås?

Gennem fire foredrag møder vi fire forskellige eksistensfilosofiske tænkere – Friedrich Nietzsche, Søren Kierkegaard, Albert Camus og Simone Weil – der på hver deres måde tilgår filosofien litterært og overvejer litteraturens filosofiske potentiale. Foredragene efterfølges af en fælles diskussion om den pågældende tænker og ‘Den litterære filosofi’.

 

“Digtningens tid og krop” ved ph.d. Jon Auring Grimm

Friedrich Nietzsche (1844-1900) sondrer i sine tidlige værker, i forlængelse af Schopenhauer, mellem den ‘apollinske’ og den ‘dionysiske’ kunstdrift. Den apollinske kunstdrift har med drømmenes kunstverden at gøre, hvilket omfatter de billedlige kunstarter og den episke digtning. Den dionysiske kunstdrift er derimod rusens, musikkens og sønderrivelsens dunkle drift, der svarer til den lyriske digtning. Hvor den episke digtning ligger til grund for de plastiske kunstarter og opretholder en menneskelig verden, beskæftiger den lyriske digtning sig med musikken og dermed med naturens og viljens inderste væsen. Dermed bevæger den sig ud over det menneskelige, ind i det mere end menneskelige eller sågar overmenneskelige. Jeg vil i mit foredrag præsentere Nietzsches tænkning med udgangspunkt i det dionysiske og det apollinske og endvidere udfolde, hvorledes sproget og digtningen kan siges at forholde sig til tidslighed, kropslighed og materialitet. Udgangspunktet er den unge Nietzsche, men jeg vil også pege frem mod, hvorledes disse tidlige spor kan ses i den modne Nietzsches forfatterskab.

Jon Auring Grimm er mag.art. og ph.d. i filosofi og har blandt andet skrevet bogen FLUX: en bevægelse mod en heraklitiansk nietzscheanisme, samt ph.d.-afhandling om Nietzsches dionysiske arvtager Georges Bataille.
 

PROGRAM

Den 21. september: Den litterære filosofi #1: Friedrich Nietzsche v. Jon Auring Grimm

Den 20. oktober: Den litterære filosofi #2: Søren Kierkegaard v. Stine Zink Kaasgaard 

Den 10. november: Den litterære filosofi #3: Albert Camus v. Luka Rudež 

Den 9. december: Den litterære filosofi #4: Simone Weil v. Freja Værnskjold Dzougov