Traumer på tværs af generationer

Faren var politisk flygtning fra Chile, og i hans gamle journaler genfortæller hun hans historie, der også er tæt forbundet til hendes. Det er et kærligheds- og sørgeskrift til faren og den historie, hun nu er alene om at bære. 

Sidsel Ana Welden Gajardo er en dansk-chilensk forfatter og kunstner, og hun debuterede i 2021 med I det hvileløse, som er et værk om psykisk sygdom, kærlighed og familietraumer. Du er min arv skriver ligeledes store og betydningsfulde erfaringer frem. Det hele starter med sorgen over farens død, der bevæger sig ud i en undersøgelse af, hvordan man kan bære efterladtes traumer.

Romanen er delt op i mindre afsnit, der fungerer som en vekslen mellem minder og fortællinger om faren, mens datteren helt konkret rydder op i hans lejlighed. Datteren fortæller farens historie gennem journaler, hun finder i lejligheden. Derigennem vokser en vild og sorgfuld fortælling frem om at være på flugt fra et militærdiktatur. Sammen med sine to venner flygter faren ud i en skov og gemmer sig fra den virkelighed, der indeholdt tortur, vold og henrettelse:

”Du hører mænd, der råber og råber, mens solen står op, og du laver kaffe. Mænd trasker rundt i hovedet på dig. Din hjerne er en arena uden exit. Maskinpistoler. Lyden af skuddene buldrer i takt med, at vandet i elkedlen koger. Dine venners smukke ansigter, unge drenge med sort hår, lugten af blod stiger op med dampen fra kaffen.”

De voldsomme erfaringer bliver blandet med hverdagens gøremål. Traumerne ligger hele tiden latent og lurer under overfladen, og gør opmærksom på, at de eksisterer. Farens oplevelser er noget, han bærer med sig konstant og de blander sig i hverdagslivet. Derfor påvirker det også datterens liv; traumerne er uundgåelige for familien.

Kan man arve traumer?

Romanen er et sørgeskrift til faren. Efter hans død bevæger datteren sig uroligt rundt i hans lejlighed, spiser rådne frugter og indånder den duft, han har efterladt. Der er en insisteren på ikke at give slip på ham, selvom det også betyder, at hun må konfronteres med hans fortid:

”Jeg er den eneste, der kan høre og se dig, den eneste, der svagt kan høre og se dine venner. Hvad så, når jeg ikke er her længere? Jeg tager det ansvar på mig, for hvem skal skrive det ned, hvem skal forevige og huske det vigtige nu?”

Sørgeskriftet er et personligt og intenst rum, hvor man kommer helt tæt på datterens sorg og farens traumer. Hun er alene om at forevige og gengive farens fortælling. Samtidig må hun, nu alene, forholde sig til de begivenheder og traumer, hendes far oplevede. For de er stadig en del af hende, det er også en del af hendes historie. Måske bliver hendes genfortælling af farens liv en måde at overleve de traumer, hun nu må bære med sig? Faren er hendes arv, og hun arver hans fortids fortællinger.

Et fællesskab i ørkenen

Der sker en form for trøst og forløsning sidst i romanen. I det sidste afsnit ”Atacama” vandrer fem kvinder rundt i Chiles enorme Atacamaørkenen, på jagt efter fortiden. De søger efter knogler fra mennesker, der har været på flugt fra krigen. De samler fortiden sammen i ørkenen, hvor tiden nærmest er gået i stå:

”Navnene ligger et sted i sandet, og kvinderne bærer deres mund som hemmeligheder. Knoglerne er hjerterne, de nægter at lade sig nedbryde, før de er hjemme igen. Verden findes ikke på kortet. Man kan bo i sit land og stadig være i eksil. Man kan ikke kalde på knogler, men man kan give kærlighed og omsorg til dem, man finder.”

Det sidste afsnit er meget anderledes end resten af roman, da det ikke direkte relaterer sig til datteren eller faren. Men jeg synes, det var det fineste afsnit at læse. Jeg fik en fornemmelse af, at datteren var en del af fortidsjagten, kvindefællesskabet og arbejdet i at rydde op i Chiles fortid. Datteren rydder ligeledes op i sin families fortid og laver et bearbejdningsarbejde over den. Hun gør det langt væk fra Chile og Atacamaørkenen, men det føles ikke langt væk. Hun er forbundet til landet, historien og de kvinder, der måske bærer på de samme traumer og sorger som hende.