Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid

01.08.17
Road Thriller. En biltur går helt anderledes end forventet, og uhyggen sniger sig helt ind under huden på passagerer og læsere.

Fortælleren er på tur sammen med sin kæreste. De skal besøge hans forældre, som bor langt ude på landet. Fortælleren trives egentlig bedst ved at være alene, men har alligevel indledt et forhold til den meget spændende og intelligente Jake. I bilen snakker de om alt mellem himmel og jord, også om store eksistentielle temaer som ensomhed og ægte kærlighed.

Fortælleren sidder samtidig med tanker om, at hun vil gøre det forbi, men hun kan bare ikke få det sagt. Sideløbende modtager hun en lang række mystiske opkald - måske fra en stalker. Det mærkelige er, at han ringer op fra hendes eget nummer.

Besøget hos Jakes forældre bliver ingen succes, og selv om der er en snestorm på vej, vælger de at køre hjem og mere uhygge følger. De kører ind på en mælkebar for at købe noget at drikke, og en af pigerne, som fortælleren synes, hun kender, advarer hende og siger, at hun ikke behøver at tage med. Den helt store uhygge bryder frem, da de standser ved en high school, som tilsyneladende er tom, men det er den ikke! Ind imellem jeg-fortællerens beretning er der indflettet samtaler mellem to personer, og af dem kan man forstå, at der på skolen er sket et mord under meget mystiske omstændigheder, men hvem, der er blevet myrdet, ved vi ikke.

Iain Reid er canadisk debutant, og han er virkelig slået igennem med denne bog. Strukturen og den fremadskridende handling med mere og mere uhygge er meget elegant skrevet. Jeg synes på nogle måder, hans skrivestil kan minde lidt om Stephen Kings, samtidig med at den er helt unik. Jeg havde mange spørgsmål undervejs i læsningen, og jeg er ikke sikker på, at jeg har fået svar på dem alle, men alligevel var det en bog, som jeg måtte læse hurtigt, for så at læse igen. Romanen er oplagt for læsekredse, som godt tør give sig i kast med en bog, som er meget foruroligende, samtidig med at den er fyldt med filosofiske og psykologiske overvejelser.

Anmeldt af Anne Grete Jacobsen, Aabenraa Bibliotek

Materialer