Hjertet af Maylis de Kerangal
Et hjerte er lig med liv. Følelser, eksistens og identitet definerer vi med hjertets sprog. Og netop sproget er det som driver denne smertelige fortælling om at give sin søns hjerte væk. I romanen ’Hjertet’ skriver den franske forfatter Maylis de Kerangal om hjertets symbolik og de dødskriterier, der baner vejen for den ofte svære beslutning for de pårørende om organdonation. Da deres kun 19-årige søn Simon erklæres hjernedød efter en bilulykke, bliver virkeligheden revet væk under de efterladte forældre. De står alene med en altopslugende sorg og skal samtidig træffe et tidspresset valg om at give et andet menneske en chance for nyt liv via deres søns organer. Men kan man overhovedet give sin søns hjerte væk, og hvad vil der ske med hans sjæl?
Hjertets symbolik er omfattende. Hjertet er livets centrum, metafor for vores sjæl, symbol for følelser som kærlighed, smerte og mod. Vi fylder det med alle vores egenskaber, får ondt i hjertet over verdens uretfærdigheder, får det knust af ulykkelig kærlighed, har det på rette sted eller åbner det for en ven. Men hjertet er også en muskel, en pumpe der sørger for at opretholde kroppens vitale funktioner, så vi kan leve.
I1959 opstod begrebet hjernedød, indtil da var hjertedød den eneste måde at blive erklæret død på. Hjernedødskriteriet åbnede op for muligheden for organdonation, også af hjertet. Klinisk set er det til at tage og føle på, men hvad sker der konkret, når en sådan situation opstår? Maylis de Kerangal forsøger med denne overbevisende litterære beretning at skildre et døgn på et fransk hospital. Vi følger læger, sygeplejersker, offer og pårørende i en hektisk og meget detaljerig skildring i et nærmest råt poetisk udtryk. Sproget er den altafgørende faktor for at denne beretning overhovedet kan lade sig gøre. Det er i den grad lykkedes for den fransk forfatter, som med sit velklingende sprog og sin barske realitetssans samtidig formår at bære hjertets symbolik frem med nænsom hånd.
Som ræven forklarer den lille prins: ”Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet” (Den Lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry).
Anmeldt af Pia Bechmann, Aalborg Bibliotekerne