For de forfløjne

Vi der er nøgne begynder der, hvor det hele ramler: Vi møder et jeg, der forsøger at følge med i tilværelsens hæsblæsende tempo, men snubler og styrter ned i et mørke. Man fornemmer et indre kaos, forvirring, en indlæggelse, medicin.

”Luften gik ud af mig / med ét var jeg skrøbelig (er skrøbelig)”

Derfra begynder jeget langsomt, forsigtigt at famle sig frem til lyset og til en mening med livet. Ikke en stor, forkromet en af slagsen, men snarere de små glimt, der giver hverdagen et lykkelignende skær; en kærlig berøring, et særligt lysindfald, en kurrende due uden for vinduet.

Læserytmer

Vi der er nøgne er Stine Michels første digtsamling, men hun har tidligere udgivet 3 børnebøger og hele 14 musikalbums. Jeg bilder mig ind at kunne høre Michels musikalske baggrund i digtene, for der er noget musikalsk over dem. Det er en rytmisk læseoplevelse, digtene er præget af gentagelser og leg med ordenes lyde.

Måske netop derfor begynder en velkendt sang at lyde i min hjerne, mens jeg læser. Dagen er så travl for de forfløjne, småsynger jeg for mig selv, og kan ikke lade være med at tænke, at linjerne fra Sebastians anemonesang faktisk passer temmelig godt til Michels digte. Der er nemlig noget forfløjent og fortravlet over det jeg, vi møder i samlingens begyndelse. Det første digt er en hektisk strøm af verbale skub af den slags, som en overgearet personlig træner i et make-over-program kunne finde på at ytre:

”Kig op / rejs dig / løb, bare løb / kom så / mærker du noget / nej, ok / så hop / højere hop hop”

Der er ikke noget at sige til, at vores hovedperson ikke kan følge med i dét tempo. Næste linje i anemonesangen lyder: Alle de forpjuskede og næsten nøgne, og det er netop, hvad der gemmer sig under den travle overflade; et nøgent og forpjusket menneske, der bare gerne vil have lov til at sove.

Blikfang

Digtene er akkompagneret af Stine Michels egne illustrationer – fine stregtegninger af menneskeskikkelser, fugle og planter, der smyger sig om teksten. Nogle af siderne er helt sorte, andre røde, hvide eller grå. Farverne er med til at sætte stemningen for de enkelte digte, og skaber samtidigt nogle interessante brydninger i læsningen. Når man bladrer fra en hvid side og pludselig møder en blodrød farve, fornemmer man, at der sker noget, at en forandring er undervejs.

Det visuelle udtryk forholder sig ofte meget direkte til digtenes indhold. For eksempel står digtet med titlen ”I de lange hvide gange” trykt i en smal hvid stribe på en ellers helt sort side, og digtet ”Pusler med brikker” står trykt inde i omridset af en puslespilsbrik. Det visuelle fremstår i mine øjne finest, når det er holdt simpelt og der er luft til mine egne tanker om teksten. For eksempel synes puslespilsdigtet på en måde overforklaret, når både titlen, indholdet og billedet fortæller mig, hvad det handler om.

Ud af mørket

Øjet fanges imidlertid også af dejlige detaljer i sproget. Et sted skinner solen ”papirstyndt” og et andet beskrives stemningen i en solbeskinnet have som en ”pollenrus”. Der er noget sart og spinkelt over ordene, en forsigtig glæde, som mimer jegets famlen efter lyset. ”Fanger en sidste solstråle med spidsen af min blyant” står der også et sted, og jeg forestiller mig at det er det, Stine Michel har ønsket at gøre med sine digte: At skrive sig en vej ud af mørket og samtidigt vise andre, at det er muligt at vænne sig til lyset igen.