At rejse sig fra fattige kår

Ligesom sine andre bøger er dette en autobiografisk fortælling om Édouard Louis’ eget liv og op-vækst. Denne gang handler det om hans indre mentale forvandlingsprocesser, idet han går fra at komme fra en socialt udsat by i det nordlige Frankrig til at blive indlejret i Paris’ højborgerskab. Det er fortællingen om, hvordan en person kæmper for at komme væk fra sit ophav:

”Det, jeg havde været, var prentet i ind min krop, i min stemme, i mine bevægelser, og jeg besluttede mig for at forvandle alt ved mig selv. Jeg lovede mig selv at slette det mindste spor af mit tidligere jeg”

Han har været igennem en barndom som få kun kan forestille sig, og alligevel bliver den nem at sætte sig ind i gennem måden han fortæller det på. Han skriver nemlig på en meget direkte og uforskønnet måde uden at dvæle ved for mange ligegyldige detaljer. Til gengæld dvæler han ved f.eks. de økonomiske og sociale vilkår, som er definerende for hans opvækst: Faren og mange tidligere generationer har arbejdet på den samme fabrik og nærmest arbejdet sig ihjel. Han tjener ikke særlig meget, og det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Dog vil han ikke have moren ud og arbejde, fordi det måske ville betyde, at hun kunne tjene mere end ham. Det har den konsekvens, at Édouards mor har sendt ham ud til naboer og anden familie for at tigge sig til en pose spaghetti. Disse oplevelser står i stærk kontrast til dem han senere har i det parisiske højborgerskab, hvor han bl.a. møder følgende herre:

”Andre gange tog han mig med på hotel. Han sagde, at det gav ham en følelse af frihed at sove på hotel, og det var mærkeligt at tænke på visse mennesker i min barndom, som ikke fik mad hver dag, fordi der ikke var råd, mens andre sov på hotel udelukkende for at få en følelse af frihed”

Her kommer der et interessant element ind, som er gennemløbende i hele bogen: Samtidig med at han forsøger at fjerne sig så meget som muligt fra sin barndom, kan han heller ikke møde eliten med objektivitet, og derfor bliver denne bog også et opgør med eliten. Der kommer en masse refleksioner ind, både samtidige og efterrefleksioner, igennem fortællingen over absurditeten i den klasseforskel, som er herskende i Frankrig, der netop viser sig i bl.a. ovenstående citat.

Du

Et andet spændende aspekt af denne bog er, at den er skrevet i anden person ental, hvor du’et er rettet mod faren. Dette får fortællingen til at føles mere personlig, fordi fortælleren til tider stopper op for at henvende sig direkte til du’et. Her mærker læseren både det gode denne forvandling har givet fortælleren, men helt bestemt også en skam over den desperate flugt væk fra barndommen. Det står især tydeligt frem i bogens sidste halvdel, hvor han i mødet med eliten får et mere reflekteret syn på sin barndom som nævnt tidligere. Dog skal man ikke få den fornemmelse, at denne bog svælger i selvmedlidenhed over hovedpersonens ”skrækkelige” barndom. Jeg synes Édouard Louis er rigtig god til at dosere det, så læseren forstår bogens kritik af klassesamfundet uden at drukne i det. Et sted, hvor det bliver særligt tydeligt, at han prøver at undgå dette er i epilogen, hvori der er en opremsning af gode minder fra hans barndom, som starter som følgende: ”Jeg har lyst til at gå tilbage i tiden… / til den tid hvor […]”

Denne bog handler godt nok om de franske klasseskel, men jeg synes også, at den har relevans i dansk kontekst. Fortællingen hjælper læseren med at sætte sig ind i, hvordan fattigdom påvirker individet, og det er derfor vigtigt at læse sådanne fortællinger for at forstå lignende situationer. Generelt synes jeg, at Édouard Louis forfatterskab er værd at besøge, hvis ikke man har gjort det før. Og til dem der kender ham, så er denne bog også værd at læse, idet den giver endnu en vinkel, og et andet synspunkt til de tidligere bøger, som der bliver refereret til både direkte og indirekte.

Anmeldelse af Édouard Louis: Forvandlingens metode, udgivet på Gyldendal d. 5. januar 2023. Oversat fra fransk af François-Eric Grodin.

Anmeldt af Anne Philipsen.