Umulige mirakler og magi for børn og barnlige sjæle

Har du nogensinde drømt om at kunne svæve og danse i luften? Den engelske kunstner Tom Cassani har gjort drømmen til virkelighed. Hans svævende performance blev vist frem for besøgende på Dokk1 under Aarhus Festuge i 2022. Og med VR-briller på, var det næsten som at svæve i luften selv.

Vi er glade for igen i år at samarbejde med organisationen Live Art Danmark, som i løbet af Aarhus Festuge præsenterede et imponerende udvalg af performance- og samtidskunst på Dokk1 med festivalen Live Art for Børn.

Festivalens tema var i år ’magi’, og man kunne opleve kunstværker og performances, der udfordrede det muliges grænser og åbnede op for nye magiske verdener og kulturer. Dét var en stor fornøjelse at dele med alle, der var forbi Dokk1 i Festugen:


”Mange der kommer på Dokk1 er nysgerrige i forvejen, og derfor er det et oplagt sted for os at præsentere performancekunst. Det gør det muligt for os at nå bredt ud også til folk, der ikke i forvejen er interesseret i samtidskunst og performance,” siger Lars Vind Andersen, der er producent i Live Art Danmark.

Vi siger tak for et spændende og gensidigt berigende samarbejde.

https://liveart.dk