Lektørudtalelse

Forfatter: Pernille Poulsen

Kort om bogen

Klog og filosofisk bog, der giver stof til eftertanke om kærligheden og al dens væsen - og uvæsen. For alle, der gerne vil dykke lidt dybere ned i fænomenet kærlighed

Beskrivelse

I essayistisk form udlægger og diskuterer forfatteren kærlighedens tre udtryksformer: Næstekærlighed (agape), erotisk kærlighed (eros) og venskabelig kærlighed (filia). Størstedelen af bogen er helliget den erotiske kærlighed - herunder aspekter som jalousi, sex, ægteskab og skilsmisse. Der trækkes tråde til filosoffer, forfattere og musikere, og trådene bindes fint sammen, så det giver mening her i det 21. århundrede

Vurdering

En bog at blive klog af. Selv om forfatteren har skrevet en lang række værker om filosofi, er bogen på ingen måde tung at læse og alle vil kunne få noget ud af den. Læseren udfordres og inspireres under læsningen af denne fine bog

Andre bøger om samme emne

Minder om de to "tænkepauser": Kærlighed og Romantik. Interesserer man sig for de filosofiske, historiske og psykologiske aspekter af erotisk kærlighed, vil jeg anbefale Kærlighedens gang af filosoffen Alain de Botton, der heri gengiver et kærlighedsforholds forløb i prosa, men med sideløbende filosofiske betragtninger undervejs